Redegørelse for veje
Vejnettet
Det overordnede vejnet i Kalundborg består af statsveje og kommuneveje som er gennemfartsveje, fordelingsveje og lokalveje.
Der har ikke været væsentlige udbygninger af det overordnede vejnet i den forløbne planperiode.
Kommunalbestyrelsen har afsat midler til at gennemføre forlængelsen af Klosterparkvej til Hestehavebakken i Raklev. Etableringen af strækningen forventes færdigetableret medio 2018.
Tidshorisont
Kommuneplanens trafikafsnit er en langtidsskitse, der rækker ud over planperiode. For en del af trafikanlæggenes etablering forudsættes statens medvirken – også økonomisk. Der indgås forhandling med staten herom.
Der er ikke foretaget en prioritering af udbygningsrækkefølgen for de kommunale veje.
De statslige veje
Rute 23 og Rute 22 er statens veje og udgør de overordnede transportveje til og fra kommunen.
En udbygning af Skovvejen til en motorvej er en nødvendighed for at fastholde og udvikle Kalundborg som Sjællands største erhvervscentrum uden for København.
En udbygning af Skovvejen til en motorvej er en nødvendighed for at fastholde og udvikle Kalundborg som Sjællands største erhvervscentrum uden for København.
Samtidig har vejnettet, der forbinder kommunen med hovedstadsområdet, stor betydning for, om Kalundborg kommune kan udvikle sig som bosætningsområde i tilknytning til hovedstadsområdet. Opgradering af rute 23 til motorvej mellem Kalundborg og Regstrup vil i denne forbindelse være af afgørende betydning.
I efteråret 2012 blev VVM–undersøgelsen færdig og Vejdirektoratet sendte deres indstilling til Transportministeren, hvor hovedforslaget anbefales. Den samlede bevilling for anlæg af motorvej mellem Regstrup og Kalundborg, er opgjort til 1.868 mio. kr. Det er nu op til folketinget at finde midlerne til motorvejen mellem Kalundborg og Regstrup.
Det vil ligeledes være af stor betydning for udviklingen af kommunen med en forbedring af rute 22 mellem Kalundborg, Gørlev, Høng, Slagelse og forbindelsen til det jysk-fynske motorvejsnet, E20 og E45. Der er i Re-geringens trafikforlig for 2009 afsat penge til en omfartsvej om Slagelse og i dag færdigetableret , hvilket fra Kalundborg Kommunes synspunkt anses som et markant skridt mod en bedre gennemgående vejforbindelse i dette område. Der arealudlægges ikke til en evt. opgradering til motorvej for Rute 22, da perspektivet for en sådan vurderes at ligge udenfor planperioden.
En opgradering af begge ruter vil også være med til at øge trafiksikkerheden på disse strækninger.
Det kommunale vejnet
Udbygning af transportkorridorerne mod hovedstadsområdet, Slagelse og motorvej E20 vil have en afsmittende effekt på de mindre landsbyer og bysamfund generelt, idet tilgængeligheden forbedres i almindelighed. Dette bevirker, at de mindre bysamfund vil blive mere attraktive som bosætningssteder.
Samtidig skal der tages højde for lokale trafikale problemer. En del af disse problemer stammer fra gennemkørende, til dels tung trafik i bymidter som fx i Høng og Kalundborg. Det betyder, at der er områder, der er belastet af trafikstøj og med reduceret trafiksikkerhed. En udbedring af trafikforholdene ville hjælpe til med at højne sundheden de berørte steder. Derfor opretholdes arealreservationer, så Sundhedspolitikkens mål om at have høj en grad af sikkerhed, tilgængelighed og smidighed i trafikken kan opfyldes.
Problemstillinger i forbindelse med trafiksikkerhed af eksisterende veje bliver løbende vurderet i forbindelse med Kalundborg Kommunes trafiksikkerhedsplan.
Anlægsprincipper
Statsveje
Vejdirektoratet varetager administrationen af statsvejene, herunder også behandling af kommune- og lokalplanforslag. Kommunen har som planmyndighed og vejmyndighed interesse i trafikkens fremkommelighed på statsvejene. Disse indgår derfor på lige fod med kommunale veje i vejplanmæssig sammenhæng. Kommunalbestyrelsens mål på vejområdet søges derfor også opfyldt for den del af vejnettet, som staten er vejbestyrelse for. Det sker ved forhandling med Vejdirektoratet.
Vejtilslutninger til statsvejnettet skal afklares i samarbejde med Vejdirektoratet.
Forbindelsesveje og fordelingsveje
For at sikre en rimelig trafikbetjening reserveres de nødvendige arealer til nyanlæg, forlægninger og etablering af omfartsveje som anlægsområde.
I forbindelse med nærmere trafik- og lokalplanlægning skal der foretages en undersøgelse af de trafikale påvirkninger af statsvejnettet. Vejtilslutninger til statsvejnettet skal afklares i samarbejde med Vejdirektoratet.
Forbindelsesveje bør ikke gennemskære sammenhængende områder og ikke adskille boligområder fra skoler, butikker eller rekreative arealer. Kan dette ikke undgås, bør forbindelsesveje udføres med fartdæmpning eller strækningen sikres på anden måde. Veje med busbetjening bør så vidt muligt være forbindelses- eller fordelingsveje.
Lokalveje
På lokalveje bør trafikmængde og bilers hastighed begrænses mest muligt.
Cykelstier og kollektiv trafik
For at sikre tilgængelighed bør muligheden for etablering af cykelsti altid indtænkes ved nyanlæg af veje. Samtidig skal hensynet til kollektiv trafik altid vurderes specielt ved anlæg eller ændring af trafik- og fordelingsveje, således at en evt. fremtidig betjening af kollektiv trafik kan finde sted. Herved skabes der mulighed for at styrke andre trafikformer end privatbilismen, ud fra såvel et klima- og sundhedsperspektiv som ud hensynet til øget tilgængelighed for befolkningsgrupper uden adgang til bil. Se også retningslinjen for stier.
VVM
Vejanlæg, som kan få væsentlig indvirkning på miljøet, kan kun realiseres på baggrund af en redegørelse for anlæggets virkninger på miljøet – en såkaldt VVM-redegørelse. Der skal altid udarbejdes VVM-redegørelse for nye motorveje, motortrafikveje, firsporede veje og udvidelse af tosporede veje til fire spor (mindst 2 km) og for overordnede veje gennem områder, der i den overordnede planlægning, herunder kommuneplanen, er udlagt til naturområder. VVM-redegørelsen for vejprojekter, der besluttes ved anlægslov, udarbejdes i forbindelse med anlægsloven.
Arealudlæg
Statsveje
- Vejdirektoratet har fremlagt en VVM-redegørelse og i den er beskrevet et hovedforslag og et alternativ til en motorvej på den ca. 30 km lange strækning mellem Regstrup og Kalundborg. På baggrund af en samlet vurdering har Vejdirektoratet indstillet til Transportministeren, at VVM-redegørelsens hovedforslag lægges til grund for en beslutning om en ny motorvej mellem Regstrup og Kalundborg. Hovedforslagets vejtracé udlægges i kommuneplanen. Der udlægges et anlægsområde med bredde på 200 m
Kommuneveje
- Strækning Holbækvej - Klosterskoven (det nordøstlige hjørne af rammeområde K04.R01) udlægges som vist i perspektivskitsen for boligudbygning (se Lokale forhold, Kalundborg planområde) inklusiv rundkørsel ved Stejlhøj Vejstrækningen udbygges i tre etaper: 1. etape: Holbækvej til Kåstrupvej, 2. etape: fra Kåstrupvej til Gåsetoftevej, 3. etape: fra Gåsetoftevej til Klosterskoven. 1. etape aflaster den nuværende Kåstrupvej og giver fornuftig trafikafvikling på Holbækvej, der fungerer som gennemfartsvej. 2. og 3. etape skal fungere som tilkørselsvej til det nye boligområde og udbygges efterhånden som behovet opstår for udlæg af yderligere rammer til boliger. I forbindelse med tredje etape skal det vurderes om det er muligt at friholde eksisterende beboelse. Der er endnu ikke lavet kapacitetsberegninger på rundkørslen. Der bør foretages en trafikundersøgelse inden en evt. udstykning påbegyndes. Alternativt bør der i forbindelse med udstykning afsættes midler til at løse de trafikale problemer på Holbækvej. Arealudlægges med 30 m buffer fra hver side af vejmidte
- Forbindelse (ny) Melbyvej - Slagelsevej. Kobler omfartsvejen med (ny) Melbyvej for at betjene erhvervsområdet samt den del af færgetrafikken til Ny Vesthavn, der kommer sydfra. Endelig tilslutning til Slagelsevej skal drøftes med Vejdirektoratet. I den forbindelse skal tilslutningen fra en evt omfartsvej øst om Kalundborg (se pkt. 4 nedenfor) medtages i overvejelserne. Arealudlægges med 50 m buffer fra hver side fra vejmidte. Tilslutningen til Slagelsevej er foreslået med en rundkørsel. Placeringen af denne er vurderet efter hvor oversigtsforholdene skønnes bedst mulige. Detailtegning fremgår under Lokale forhold, Kalundborg planområde
- Elmegade (nyt Midtbyprojekt) Elmegade forskønnes og ombygges således at der kan etableres svingbaner og cykelsti. For at gennemføre projektet skal den nuværende vejbredde udvides så en stribe af de tilstødende grundarealer inddrages
- Ny trafikvej Jernbanevej (fra Vænget) – Stationsvej (fra Slagelsevej). Jernbanevej forlænges frem til Nytorv for at aflaste Elmegade. Den nye trafikvej vil omfatte de eksisterende veje Jernbanevej og Stationsvej samt et nyt vejstykke gennem DSB´s jernbaneareal, der forbinder de eksisterende veje. Den nye trafikvej vil sikre en god vejforbindelse til bykernen og dens parkeringspladser, og vil desuden kunne fungere som "gennemfartsvej" og aflaste Bredgade og Elmegade
- Klosterparkvejs forlængelse til Raklevvej. Forlængelsen skal betjene et nyudlagt boligområde samt lette adgangen til Herredsåsens skole. Vejen skal ikke være en gennemfartsvej og der skal derfor etableres trafikdæmpende foranstaltninger og evt. bussluse
Vejstrækninger der er arealudlagt ved tidligere planlægning, men endnu ikke realiseret
- Landevej 520 øst om Høng, forlægning af (Omfartsvej Høng). Udlagt i Regionplan for Vestsjællands Amt, optaget i Kommuneplan 2005-2016 for Høng, mindre tracéændring i lokalplan nr. 73 For et nyt boligområde mv. i Høng og nr. 74 For et område til erhvervsformål i den sydlige del af Høng by (Industriparken)
- Landevej 602, Gardergård - Bromølle. Udlagt i Regionplan for Vestsjællands Amt 2005-2016 med et anlægsområde med bredde på 200 m
- Landevej 602, Gudum - Kragerupgods. Udlagt i Regionplan for Vestsjællands Amt 2005-2016 med et anlægsområde med bredde på 200 m
- Omfartsvej øst om Kalundborg. Udlagt i Regionplan for Vestsjællands Amt 2005-2016 med et anlægsområde med bredde på 200 m
- Vejforbindelse Slagelsevej - Ny Vesthavn. Udlagt ved tillæg nr. 25 til Kalundborg Kommuneplan 2000-2012. Lokalplan nr. 500
- Melbyvej og Asnæsskovvej, forlægning i forbindelse med Statoil udvidelse. Arealudlagt ved tillæg nr. 30 (2009) til Kalundborg Kommuneplan 2000-2012 og lokalplanerne nr. 521 og 524
- Omfartsvej Havnsø. Aflastningsvej om Havnsø ældre bydel ved forlængelse af Parallelvej til Havnsøvej. Forløbet er arealudlagt ved tillæg nr. 5 (2001) til Bjergsted Kommuneplan 1997-2008 samt Lokalplan nr. 3.17. Kommunalbestyrelsen har afsat midler til projektet og den planlagte vejstrækning forventes færdigetableret medio 2014
Trafiksikkerhedsplan
Kommunens trafiksikkerhedsplan 2016-2020 udstikker retningslinjerne for, hvordan Kalundborg Kommune vil arbejde med at forbedre trafiksikkerheden på kommunens vej- og stinet frem til år 2020. Planen skal sikre, at de fremtidige investeringer på det kommunale vejnet medfører så høj en grad af trafiksikkerhed som muligt.
Investeringerne kan være fysiske forbedringer i form af ombygninger eller udvidelser af det allerede eksisterende vejeller stinet. Det kan også være kampagner eller undervisning for at fremme en mere trafiksikker adfærd hos trafikanterne.
Trafiksikkerhedsplanens mål i perioden frem til 2020 er at halvere antallet af dræbte, alvorligt tilskadekomne og lettere tilskadekomne i trafikken fra 2010 til 2020 samt at sikkerhed og tryghed for lette trafikanter skal forbedres. I tiltagene vil der være fokus på cykler og knallertkørere, uheld i kryds, uheld i kurver på landet, hastighed, uheldsbelastede lokaliteter og utrygge lokaliteter især på skoleveje.
Parkering
Der er behov for en revision af parkeringsområdet, og der bør udarbejdes en ny parkeringsanalyse for Kalundborg Kommune. Muligheden for P-pladser for lastvogne i kommunen bør indtænkes i en sådan analyse.
Et evt. infrastrukturbehov til biler med nye brændselsformer fx. parkeringspladser med elstik vil kunne indtænkes i en sådan analyse.