Beslutninger, vi træffer i dag, har betydning for kommende generationers levevilkår. Udfordringen er ar finde de bæredygtige løsninger på tværs af sektorer i et perspektiv, der rækker mange år ud i fremtiden.
Bæredygtig planlægning
Vi skal leve bæredygtigt og give jorden videre til næste generation på en måde, der ikke forringer deres muligheder. Det lyder højtideligt, men handler om noget så nært som vores hverdag, måden vi indretter os på i dagligdagen, på jobbet og i fritiden. Rammerne for hverdagslivet bliver i vid udstrækning skabt af den langsigtede planlægning af bymønster og infrastruktur, erhvervsudvikling og bosætning. Som det fremgår af kommuneplanens afsnit om Virksomhed og job, Bo og leve samt By og landskab, tages en række af disse udfordringer op, og der sættes mål, der går på tværs af sektorer og rækker ind i fremtiden.
Mål
Det er Kommunalbestyrelsens mål at:
- Kalundborg Kommune tænker i helheder og skaber resultater på tværs
- indtænke bæredygtighed i den strategiske og fysiske planlægning
De tværgående temaer
I hver planperiode vil Kommunalbestyrelsen sætte fokus på udvalgte områder. Kommunalbestyrelsen sætter i sin strategi for kommuneplanlægningen, Udviklingsstrategi - samarbejde for bedre resultater, fokus på et tværgående tema om bæredygtig udvikling i byen og på landet, samt fire temaer om henholdsvis bosætning, vækst, velfærd og infrastruktur.
Bæredygtig udvikling - i byen og på landet
Mange mennesker foretrækker at bo tæt på byens funktioner og byens puls, og dermed de oplevelser, som bylivet kan tilbyde. Andre foretrækker at bo i mere overskuelige landsbymiljøer. Begge ønsker har vi gode muligheder for at indfri, fordi vi har gode bymæssige rammer og særlige natur- og landskabskvaliteter. Men der er behov for at vitalisere vores midtbyer og flere af kommunens landsbyer.
Det er væsentligt, at vi tænker bæredygtighed ind i de forskellige indsatser. Eksempelvis må vi udvikle vores byer og landsbyer på en måde, så vi sammentænker de miljømæssige hensyn med de sociale og økonomiske. En indsats for et bedre befolkningsunderlag i byerne må vi tilrettelægge således, at det får betydning for bylivets mangfoldighed, herunder handelslivet og de kulturelle aktiviteter. En fortætning af vores bymidter må vi udføre med grønne tiltag og ud fra klimamæssige betragtninger.
Udvikling af vores byer og landsbyer må vi i vid udstrækning basere på samarbejde mellem lokale, kommunale og private aktører, så vi sikrer bred opbakning til de forandringer, der skal gennemføres. Forudsætningerne for en indsats kan være bedre i nogle landsbyer end i andre. Således har nogle landsbyer specifikke udviklingspotentialer, som gør, at de kan få særlige roller i det pågældende område. En indsats, der baserer sig på de konkrete, lokale kvaliteter, vil kunne få betydning for landdistriktets generelle levedygtighed.
Flere borgere i kommunen - et godt sted at bo og leve
Erhvervslivets vækst gør Kalundborg kommune helt unik. Man kan her finde et godt job, men det medfører ikke automatisk, at man vælger at flytte hertil. En vigtig forudsætning for en fortsat positiv udvikling i Kalundborg kommune er, at vi både fastholder nuværende og tiltrækker nye borgere. Erhvervslivets adgang til både tilstrækkelig og højt kvalificeret arbejdskraft er afgørende for, at Kalundborg kommune også i de kommende år er en økonomisk bæredygtig lokalitet. Derfor har Kommunalbestyrelsen i sin bosætningsstrategi fastlagt en målrettet indsats for at tiltrække:
- Nyuddannede akademikere og højt kvalificerede faglærte,som ofte karakteriseres ved at være geografisk mobile.
- Indpendlere til virksomheder i kommunen, der kunne Ønske at flytte tættere på deres arbejdsplads.
- Seniorer 60+, der kendetegnes ved at være en voksende befolkningsgruppe, som ofte har et fysisk og økonomisk overskud.
- Dertil har Kommunalbestyrelsen besluttet at gøre en ekstra indsats for at fastholde en fjerde målgruppe, nemlig børnefamilier, der allerede bor i kommunen.
Vækst - erhvervsudvikling og jobs
Kalundborg huser en af Sjællands største industrikoncentrationer udenfor København, og vi har nogle helt unikke styrkepositioner indenfor medico & sundhed og energi & miljø. Kalundborg kommunes vækst og udvikling bygger på tre forhold, der giver optimale rammebetingelser for erhvervsudvikling. For det første en central havn med et stærkt fokus på at udvikle den erhvervsrettede del af sine aktiviteter. Havnen i Kalundborg har afgørende betydning som lokalhavn for Vestsjællands industri og fungerer som en alsidig regionalhavn for hele Sjælland på grund af sin store vanddybde på op til 15 meter. For det andet adgangen til ressourcer både i form af naturlige ressourcer som fx vand fra Tissø og i form af restprodukter, som virksomhederne i Kalundborg Symbiosen udnytter. Det tredje forhold er et stærkt fokus på udviklingspotentialer, både i form af test og demonstration af ny teknologi og i form af kompetenceudvikling, hvor det centrale her er at tiltrække virksomhedsnære uddannelser til kommunen.
Det er virksomhederne og deres ansatte, der skaber den vækst og udvikling, der sikrer og udvikler kommunens styrkepositioner. Den udvikling må Kalundborg Kommune understøtte,men vi er udfordrede, når det handler om arbejdskraft og erhvervsfremme.
Fremtidens velfærd
Velfærd handler om at give borgerne mulighed for at leve et godt liv. I Kalundborg Kommune mener vi, at det gode liv formes i fællesskabet, og at velfærden er noget, vi skaber sammen og i vores relationer til hinanden. Derfor har vi fokus på at forbedre og udvikle en bæredygtig velfærd både økonomisk, socialt og menneskeligt. Samskabelse er et tværgående indsatsområde i vores velfærd. Samskabelse er at udvikle velfærden i fællesskab med borgeren og det omkringliggende samfund. Udgangspunktet er, at borgerne er aktive og har ressourcer, der bedst udnyttes
i et ligeværdigt samspil med andre. Vi skal invitere borgere, foreninger og civilsamfundet ind til at være med til at udvikle og skabe velfærden. Det betyder, at borgere og organisationer skal have mulighed for at være medskabere og medudviklere af velfærd og løsninger, når dette giver mening.
På velfærdsområdet er vi særlig optaget af at sikre alle mennesker de bedste livsvilkår. Dem har vi fokus på at skabe gennem tre centrale hovedoverskrifter: Uddannelse til alle, Trygge og sunde borgere, Et godt og selvstændigt ældreliv. Muligheden for et godt, og aktivt voksenliv er også velfærd. Her spiller Kalundborg Kommunes mange fritids- og kulturtilbud en vigtig rolle.
Infrastruktur
En velfungerende infrastruktur er en forudsætning for en bæredygtig udvikling af kommunen. I forhold til erhvervslivet er det centralt, at vi udvikler vores infrastruktur, så virksomhedernes medarbejdere ikke oplever barrierer i den daglige transport til og fra arbejde. Det skal være attraktivt at drive virksomhed her i kommunen. Vi vil arbejde for at både den digitale og den fysiske infrastruktur understøtter, at flere virksomheder vælger at etablere sig i kommunen. Den digitale infrastruktur bliver afgørende for fremtidens muligheder for service til borgere og virksomheder, fra kommunen, forsyningsvirksomheder og private serviceydelser. Udvikling af infrastruktur handler også om bedre ressourceudnyttelse. Trådløse netværk vil fx gøre det muligt at tømme affaldscontainere og vejbrønde efter behov, fordi sensorer kan måle, om de er fyldte. Kalundborg Kommune har allerede erfaring med at samarbejde med borgere og virksomheder om at afprøve de nye muligheder i praksis, og vil kunne udvikle dette yderligere.