Redegørelse for erhvervsudbygning
Kalundborg Kommuneplan 2025—2036 skaber et planlægningsmæssigt grundlag for erhvervsbygningen i de kommende 12 år.
Erhvervsudbygningen skal sikre tilstrækkeligt med erhvervsarealer til erhvervslivets behov i planperioden.
I planperioden for Kalundborg Kommuneplan 2021-2025 er der udnyttet et areal på ca. 60 ha. af de disponible erhvervsområder i Kalundborg by. Det svarer til et årligt, gennemsnitligt forbrug på ca. 15 ha i perioden. Da erhvervsudviklingen forventes at fortsætte i Kalundborg by i kommende planperiode er der et væsentligt behov for, at udlægge helt nye arealer til erhvervsvikling i henholdsvis Kalundborg Øst og Kalundborg Syd.
Behovet for nye arealer til erhverv er opgjort ud fra en analyse af restrummeligheden i eksisterende, kommuneplanlagte erhvervsområder. Restrummeligheden - her betragtet som omfanget af arealer disponible for ny erhvervsudbygning - er væsentligt reduceret i planperioden, hvorfor det er nødvendigt at udlægge nye erhvervsområder i hhv. Kalundborg Øst og Kalundborg Syd.
I Kalundborg er der brug for større, sammenhængende områder til erhvervsformål i de tungere miljøklasser. Det er vigtigt for fremadrettet at sikre udviklingsmulighederne for de større, arealkrævende virksomheder. De er desuden vigtige for symbiosepotentialet, dvs. muligheden for at medvirke i samarbejdet med områdets virksomheder om genanvendelse af hinandens restprodukter. De nye erhvervsområder imødekommer dette og har samtidig en attraktiv placering ved og tæt på den kommende Kalundborgmotorvej.
Behov for nye udlæg
Kalundborg
Kommunens behov for erhvervsarealer er dels vurderet ud fra erhvervslivets efterspørgsel og behov for arealer i Kalundborg Kommune, dels i forhold til den eksisterende restrummelighed og den geografiske placering af disponible arealer.
Øget efterspørgsel og accelereret industriudvikling i Kalundborg
Den stigende industriaktivitet i Kalundborg har ført til en øget efterspørgsel på erhvervsarealer samtidig med at eksisterende virksomheder har udvidet deres aktiviteter, hvilket har ført til et øget behov for erhvervsarealer.
Behov for nye erhvervstyper
Kalundborg Kommune tiltrækker nye erhvervstyper til kommunen, hvilket også kræver mere erhvervsplads. CO2 fangstanlæg og om-laste faciliteter er under udbygning i Kalundborg og forventes sat i drift i 2026. Kalundborg som "CO2-Hub" forventes at føre til nye typer erhvervsaktiviteter, herunder fremstilling af e-fuels.
Behov for arealer til følgevirksomheder
Den stigende efterspørgsel på erhvervsarealer til den tunge industri har skabt et behov for arealer til følgevirksomheder bl.a. håndværkervirksomheder. Kommuneplanforslaget udpeger 3 nye erhvervsområder i tilknytning til eksisterende erhvervsområder i Kalundborg. Et område er lokaliseret ved motorvejen, der forventes færdig i 2028, et område udvider det eksisterende erhvervsområde øst for Hovvejen, planområde Kalundborg Øst, og et nyt erhvervsudlæg placeres i den sydøstlige del af Kalundborg i planområde Kalundborg Syd.
Kalundborg Øst - Udvidelse
Biotech virksomheder som Novo Nordisk og Novonesis udvider deres produktion med ca. det dobbelte. Det har medført, at mange eksisterende virksomheder og ledige erhvervsarealer er blevet opkøbt. Der er derfor et stort behov for at udvide erhvervsområderne syd for jernbanen for at kunne imødekomme udviklingen. For nærmere vejforsyning til erhvervsområdet henvises desuden til afsnittet om veje.
Kommunens behov for erhvervsarealer er dels vurderet ud fra erhvervslivets efterspørgsel og behov for arealer i Kalundborg Kommune, dels i forhold til den eksisterende restrummelighed og den geografiske placering af disponible arealer. Kommuneplanforslaget lægger op til at udvide det eksisterende udlagte erhvervsareal øst for Kalundborg by. Det nye forslag til erhvervsudlæg er planlagt til 56 ha med placering i forlængelse af eksisterende udlæg, ud mod Kærby landsby, med en attraktiv placering tæt på den kommende Kalundborgmotorvej. Forslaget vil være tiltænkt virksomheder i hhv. miljøklasse 1-7.
Kalundborg Kommune ønsker også at udpege et område i direkte tilknytning til motorvejen på 14 ha, da der ses et stort behov for transport- og logistikrelaterede virksomheder i tilknytning til motorvejen og industrien i Kalundborg, området tiltænkes virksomheder med miljøklasse 1-4.
Principskitse for Kalundborg Øst
Det nye erhvervsudlæg vil i Kalundborg Øst grænse op til Kærby Enge, et fredet og værdifuldt naturområde, og erhvervsudbygning grænsende op til dette areal, vil derfor være underlagt planlægningsmæssige retningslinjer og krav baseret på en udarbejdet principskitse. Principskitsen er udformet med henblik på at bevare kvaliteten af det eksisterende naturområde samtidig med, at muliggøre udbygning af erhverv i planområdet øst for Kalundborg by.
Dette betyder, at planlægningen for erhvervsudviklingen i det nye erhvervsudlæg, skal foregå med udgangspunkt i principperne som vist på skitsen under retningslinjerne, kort nr. 2.1.10. Principskitsen redegør for både 2 nye rammeudlæg samt eksisterende rammeudlæg i Kalundborg Øst som samlet rammeområde. Med samme afsæt er udpeget perspektivarealer for fremtidig erhvervsudvikling i planområdet, til fremtidig planlægning.
I området for Kalundborg Øst er også udlagt 2 nye rammeområder til ”Teknisk Anlæg”, på i alt 22,4 ha for at understøtte vandets naturlige afløb og inkorporere naturbaseret vandhåndtering og imødekomme fremtidens klimaforandringer, behovet for forsyningskorridorer til fx el og fjernvarme samt natur- og faunapassager med henblik på øget biologisk mangfoldighed.
Ændring af rammer i Kalundborg Øst til dette planforslag er illustreret neden for.
Øverst: Oversigt over Kalundborg Øst med eksisterende erhvervsrammer jf. Kommuneplan 2021, tillæg nr.13 til Kommuneplan 2021 samt motorvejstraceet og kommende regnvandsbassin med lilla signatur.
Nederst: Oversigt over forslag til ændringer af eksisterende erhvervsrammer i Kommuneplan 2025-2036 udlagt til tekniske anlæg (ca. 22,4 ha) i Kalundborg Øst samt 2 nye erhvervsrammer (K05.E15 og K05.E17).
Principskitsen for planområde Kalundborg Øst redegør samtidig for den overordnede nye infrastrukturplan i området. Principperne for infrastrukturen i Kalundborg Øst vil være omfattet af vejudlæg til hhv. den kommende Kalundborgmotorvej, den nye omfartsvej øst om Kalundborg by samt lokale erhvervsveje.
Yderligere skal planlægning i erhvervsområdet ske med hensyn til Kærby by og Kærby Å, ved at fastholde naturen der på nuværende tidspunkt og skærmer området. I området der grænser op til Kærby Enge, gælder udvikling med hensyntagen til den blågrønne struktur i princippet som vist på skitsen, kort 2.1.10.
Herunder gælder også den markerede 3-meter zone (kote 3) til Kærby Enge, som henviser til en zone i erhvervsområdet der ikke må bebygges. Yderligere bygger skitsen på respektafstande og byggelinjer for naturbeskyttede områder, økologiske forbindelser, beskyttede sten- og jorddiger, kirkebyggelinjer, kulturmiljø mm. For håndtering af overfladevand henvises til retningslinjer i afsnittet om Vand på tværs - En blågrøn struktur.
Omkring Kærby landsby udlægges en bufferzone på ca. 300 meter, hvor der ved nærmere planlægning for perspektivarealerne skal opføres afskærmende foranstaltninger til landsbyen, i forbindelse med det fremtidige erhvervsudbygningen, som ses på skitsen. Overskudsjord skal håndteres i erhvervsområdet fx til rekreative formål, støjvold med ny natur og skov samt til at bevare og forbedre det grønne strøg mellem Ubberup og Kærby i den vestligste del af erhvervsområdet. Visualisering af bufferzone omkring Kærby kan ses her.
Kalundborg Syd - nyt erhvervsudlæg
I tilknytning til Danmarks største olieraffinaderi og til Danmarks første "CO2-hub" ønsker Kalundborg Kommune at planlægge for et nyt erhvervsområde. Området er lokaliseret tæt på det overordnede elnet, og er med i kommunens planer om en ny vej, der forbinder Slagelsevej og Ny Vesthavn. Området er velegnet til virksomheder, der vil udnytte synergierne mellem grøn elektricitet, CO2 infrastruktur og overordnet transportinfrastruktur.
Redegørelse for placering af erhvervsrådet Kalundborg Syd i Kystnærhedszone.
Kalundborg Kommune planlægger etableringen af et nyt erhvervsområde, rammeområde K06.E09, syd for byen i planområde Kalundborg Syd, da mulighederne for alternative placeringer er opbrugt, og nye områder vil kræve omfattende investeringer i infrastruktur og medføre uforholdsmæssige miljøkonsekvenser. Ved sidste kommuneplanrevision i 2021 omplacerede Kalundborg Kommune bl.a. et stort erhvervsareal nord for det forslåede erhvervsareal til planområde Kalundborg Øst, for at skabe mere plads til natur og kreativitet, se nedenstående oversigtskort over ny infrastruktur og nye erhvervsarealer omkring eksisterende byzone.
Erhvervsudlægget ligger i den sydligste ende af Kalundborg by, dog kun med direkte tilknytning til eksisterende byzone omkring Årby Skole, men hvor indefra-ud-princippet for byudvikling overholdes jf. PL§11 a, stk. 8. Kalundborg Kommune arbejder med udbygning af ny infrastruktur til havnen, hvor det nye erhvervsområde får en central placering. Se desuden afsnit om veje.
Planområde Kalundborg Syd vil som industriområde kunne imødekomme den stigende efterspørgsel på arealer til energi- og PTX-produktion, biosolutions og farmaceutisk industri i Kalundborg-området. Udbygning af området styrker den industrielle symbiose og investeringer i energi- og biosolutions-sektoren vil skabe nye højteknologiske arbejdspladser. Området er strategisk placeret med kort afstand til flere betydende energiproducerende virksomheder i Kalundborg Symbiosen, hvilket skaber oplagte synergier og sikrer effektiv adgang til den eksisterende energiinfrastruktur – herunder fjernvarme, el, damp, køling og gas. Placeringen giver samtidig direkte adgang til den overordnede trafikale infrastruktur via den kommende nye havnevej samt nærhed til havnefaciliteter – særligt Ny Vesthavn, der spiller en central rolle i logistikken gennem både container- og energiterminaler.
Oversigtskort over ny infrastruktur og nye erhvervsarealer omkring eksisterende byzone med rød skraveret signatur.
Der har været fokus på at finde egnede placeringer uden for kystnærhedszonen, men ingen alternativer tilbyder samme adgang til havn, forsyningsstruktur og industrielle netværk.
Det nye erhvervsareal, K06.E09, i planområde Kalundborg Syd ligger i nærhed til de eksisterende erhvervsområder, fx Kalundborg Refinery, som ved indsigt fra Kalundborg Fjord ligger bag ved Ny Vesthavn. Arealet ligger ca. 2 km fra den sydlige kyst på Asnæs-halvøen ca. 25 m.o.h. Både terrænets former og opvækst skjuler udsigt til kysten fra erhvervsområdet fra alle sider. Det nye erhvervsområde skal derfor udbygges i samspil med den omkringliggende landskabsmorfologi. Visualisering af arealets placering i de kystnære omgivelser kan ses her.
For at balancere hensynet til landsbyen Melby landsby, Aarby Kirke og det omkringliggende kystlandskab placeres erhvervsområdet i passende afstand fra bebyggelse og med grønne korridorer som bufferzoner. Disse grønne korridorer etableres som sammenhængende landskabselementer, der både beskytter mod visuelle og miljømæssige påvirkninger og samtidig bidrager til områdets rekreative og naturmæssige værdi.
I kommende planperiode 2025 -2029 og inden rammeområdet detailplanlægges, skal der udarbejdes der en principskitse i lighed med principperne for Kalundborg Øst, kort nr. 2.1.10, som redegør for håndtering af overfladevand og det nærmere for hold til de kystnære landskaber. Desuden henvises til retningslinjerne i afsnittet Kystnærhedszone.
Med respekt for både erhvervsbehov og omgivelser skabes der med Kalundborg Syd et erhvervsområde, der forener lokal vækst med bæredygtige løsninger – og som understøtter Kalundborgs position som nationalt centrum for grøn industriudvikling i Danmark og internationalt.
Svebølle
Svebølle har potentiale som aflastningsområde for Kalundborg for stærkt transportafhængige erhverv på vej- og jernbanenettet - særligt i lyset af den besluttede opgradering af rute 23 med motorvejen til Kalundborg.
I Svebølle er et relativt stort erhvervsareal nord for byen med restrummelighed til lettere erhverv.
Der er vanskeligt at udvide erhvervsarealerne i Svebølle grundet beskyttet natur og råstofområder.
Byen har fortsat disponible arealer til til både tungere og lettere erhverv, men det kan være relevant at overveje perspektiverne for yderligere udlæg fremadrettet fx i tilknytning til Viskinge.
Høng
Høng by har i kraft af sin nærhed til det sydlige motorvejsnet potentiale for erhvervsudbygning. Industriparken er et større erhvervsområde syd for byen med restrummelighed til både tungere og lettere erhverv. Der er fortsat stor restrummelighed i Høng og dermed udlægges der ikke nye erhvervsområder.
Gørlev
Gørlev by er beliggende ved rute 22 og har potentiale for erhvervsudbygning.
Ubby-Jerslev
Ubby-Jerslev har en stor restrummelighed i et erhvervsudlæg syd for byen. Der udlægges ikke nye erhvervsområder i Ubby-Jerslev.
Nedenstående tabel angiver oversigtligt restrummeligheden inden for de enkelte planområder.
Restrummelighed
Planområde | Restrummelighed 2017 (ha) | Restrummelighed 2021 (ha) | Restrummelighed (ha) | Nye erhvervsudlæg 2025 (ha) |
Kalundborg | 162,5 | 153 | 94 | +140 (K05.E17, K05.E15 og K06.E09) |
Svebølle | 25,5 | 25,5 | 23 | |
Høng | 15,4 | 15,4 | 15 | |
Gørlev | 11,8 | 11,8 | 12 | |
Ubby-Jerslev | 9,6 | 9,6 | 10 | |
I alt | 224,8 | 215,3 | 154 |
Udbygningsområder
Kalundborg planområde
Rammeområder | Restrummelighed (ha) |
K05.E09 | 23,0 |
K05.E10 | 11,5 |
K05.E11 | 6,7 |
K05.E13 | 26,8 |
K06.E05 | 5,6 |
K06.E07 | 14,5 |
K07.E02 | 5,6 |
K05.E17 Kalundborg Øst Motorvej - nyt udlæg 2025 |
14 |
K05.E15 Kalundborg Øst Udvidelse - nyt udlæg 2025 |
56 |
K06.E09 Kalundborg Sydøst - nyt udlæg 2025 |
70 |
I alt |
233,6 |
Svebølle planområde
Rammeområder | Restrummelighed (ha) |
S1.E03 | 14,5 |
S2.E01 | 4,1 |
S3.E01 | 4,4 |
I alt | 23 |
I Svebølle planområde er der ingen nyudlæg og de eksisterende erhvervsområder fastholdes. Der er en restrummelighed på 23 ha til erhvervsudbygning med lettere erhverv.
Høng planområde
Rammeområder | Restrummelighed (ha) |
H1.E02 | 2,7 |
H1.E03 | 12,6 |
I alt | 15,3 |
I Høng planområde er der ingen nyudlæg og eksisterende erhvervsområder er fastholdt. Der er restrummelighed på 15,3 ha til erhvervsudbygning af hhv. lettere- og tungere erhvervsvirksomheder.
Gørlev planområde
Rammeområder | Restrummelighed (ha) |
G1.E06 | 1,2 |
G1.E07 | 1,7 |
G1.E08 | 8,9 |
I alt | 11,7 |
I Gørlev planområde er der ingen nyudlæg og eksisterende erhvervsområder er fastholdt. Der er restrummelighed på 11,7 ha til erhvervsudbygning med lettere erhverv.
Ubby-Jerslev planområde
Rammeområder | Restrummelighed (ha) |
U1.E01 | 9,9 |
I alt | 9,9 |
I Ubby-Jerslev planområde er der ingen nyeudlæg og eksisterende erhvervsområder er fastholdt. Der er restrummelighed på 9,9 ha til erhvervsudbygning med lettere erhvervsvirksomheder.