En natur i balance bidrager ikke alene til vores ernæring og levebrød, men også til det gode liv i form af oplevelser, fritidsaktiviteter og mental sundhed. Det er vigtigt at passe på naturen – især den sårbare natur, så vi begrænser tabet af naturlige levesteder og biodiversiteten, som er del af vores fælles arv.
Og vi har meget at passe på. En af kommunens styrker er de landskabelige og naturmæssige værdier. Vi er en stor kommune med vandløb, søer, moser, skove, bynatur og levende hegn i agerlandet. Her er 160 kilometer kyststrækning med strande, skrænter og strandenge. Kulturmiljøer som nedlagte jernbaner og råstofgrave bidrager også til variationen.
Klimaforandringer, stigende energipriser og ønsket om forsyningssikkerhed for livsvigtige ressourcer som fx vand, kalder på en fokuseret indsats for at fremme en bæredygtig udvikling.
Mål
- Mere biologisk mangfoldighed og sammenhængende natur i byerne og på landet
- Flere vådområder og mere skovrejsning som gør samfundet robust mod klimaforandringer, og som giver biologisk mangfoldighed og naturoplevelser
- Tilgængelige naturoplevelser for alle, understøttet af stier, naturvejledning, oplysning og undervisning
- En bæredygtig og innovativ forvaltning af vandressourcen i verdensklasse, der giver forsyningssikkerhed og gavner natur, miljø og borgere i flere generationer
- Bæredygtig energiforsyning baseret på vedvarende energikilder og med en høj grad af selvforsyning