Lovkrav
I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK. nr. 1976 af 27. oktober 2021) er kommunen forpligtet til at gennemføre en miljøvurdering, hvis en given plan må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.
Screening
Til at vurdere en eventuel miljøpåvirkning har kommunen foretaget en ”screening”, dvs. en indledende vurdering af, om der skal gennemføres en egentlig miljøvurdering.
På baggrund af screeningen har Kalundborg Kommune vurderet, at en miljøvurdering ikke er nødvendig. Begrundelsen er:
- at lokalplanen ikke giver mulighed for anlægsprojekter, der er omfattet af lovens bilag 3 og 4,
- at lokalplanen ikke ses at påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde, og
- at det vurderes, at planen ikke kan få væsentlig indvirkning på miljøet.
- at det vurderes, at landskabet kan klare et markant byggeri, som vil skabe en fin afslutning af byen ud mod det åbne land.
- at der tages hensyn til landskabet og de geologiske bevaringsinteresser, idet bebyggelsen placeres på højdedraget og dermed understreger området, som et højdedrag.
- at beskyttede bilag IV-arter og deres levesteder ikke påvirkes negativt, idet lokalplanen sikrer, at deres levesteder friholdes, og der skabes faunapassager i de grønne kiler, så de kan vandre fra det beskyttede overdrev nord for lokalplanområdet til sydskrænten lige syd for lokalplanområdet.
- at lokalplanen udlægger offentlig tilgængelige stier med tilknyttede opholdsrum, således området fortsat kan anvendes til gåture og ophold og medvirke til et sund og aktiv livsstil.
Konklusion
Sammenfattende vurderes det på baggrund af screeningen, at den påtænkte aktivitet ikke vil medføre væsentlig indvirkning på miljøet. Kalundborg Kommune har derfor truffet screeningsafgørelse om, at der ikke er krav om miljøvurdering, og offentligt bekendtgjort denne afgørelse i 4 uger sideløbende med høringen af lokalplanforslaget, som løb fra den 11. september 2023 til og med den 9. oktober 2023. Screeningsafgørelsen er upåklaget.