Kommuneplanen
Kommuneplan 2021-2032 for Kalundborg Kommune opstiller retningslinjer for kommunens fysiske planlægning og udvikling, herunder principielle retningslinjer for opsætning af solceller. Der er ikke knyttet konkrete arealudpegninger til retningslinjerne, da Kalundborg Kommune ønsker, at opstilling af større solcelleanlæg beror på lokal dialog og planlægning og herefter en konkret arealudpegning.
Lokalplanlægning for et solcelleanlæg ved Lerchenborg forudsætter en konkret arealudpegning i kommuneplanen, et såkaldt rammeområde. Et rammeområde i kommuneplanen er et udtryk for et ønske om en specifik arealanvendelse inden for områdets afgrænsning og bestemmelser, der skal danne grundlag for lokalplanlægningen i området.
Dele af lokalplanområdet er omfattet af et eksisterende rammeområde K12.T01 ’Vindmølleområde på Asnæs’ til teknisk anlæg. Det eksisterende rammeområde udvides, således at hele lokalplanområde 590 er omfattet er rammeområde K12.T01. Arealer der vedrører vindmøllers drift er ikke inkluderet i lokalplanområde 590.
For at bringe lokalplanen i overensstemmelse med Kalundborg Kommuneplan 2021-2032 er der udarbejdet tillæg nr. 9 til kommuneplanen. Kommuneplantillæg nr. 9 udlægger et nyt areal som tilføjes det eksisterende rammeområde T12.T01 med det formål, at muliggøre etablering af et teknisk anlæg i form af en udvidelse af solcelleanlægget ved Lerchenborg. Det udvidede rammeområde T12.T01 dækker et område svarende til lokalplanens geografiske afgrænsning samt arealet for den eksisterende vindmøllerække og muliggør således lokalplanlægning for et solcelleanlæg i området.
Kommuneplantillæg nr. 9 offentliggøres samtidig med lokalplanen.
Hovedstruktur
I hovedprincipperne for by og landskab i den gældende kommuneplan for Kalundborg Kommune (Kommuneplan 2021-2032), fremhæves Kalundborgs alsidige landskaber og lange kyststrækning som en væsentlig kvalitet for kommunen. Samtidig fremhæves også Kalundborgs særlige position som Sjællands næststørste industriby efter København samt landbruget og industriens fremtrædende rolle i landskabet. I kommuneplanens retningslinjer findes en række udpegninger af områder med landskabelige interesser, der har til formål at understøtte bevarelsen og oplevelsen af landskabet (se nedenfor).
Retningslinjer
Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer, herunder arealudlæg til værdifulde landskaber, grønt danmarkskort, geologiske interesseområder, trafik- og infrastrukturanlæg, værdifulde kulturmiljøer, kirkeindsigt, lavbundsarealer m.v.
I det følgende redegøres der for planlægningens forhold til udvalgte tematikker fra kommuneplanens retningslinjer med relevans for nærværende lokalplan.
Retningslinjer for opstilling af solcelleanlæg
Ved at planlægge for etableringen af bæredygtige energiformer, herunder produktion af solenergi, kan Kalundborg Kommune bidrage til at muliggøre den grønne omstilling og reducere udledningen af CO2. Etablering af større solcelleanlæg optager meget plads og kan have indvirkning på blandt andet landskab, natur og de nærmeste naboer. Derfor har kommunen udarbejdet principielle retningslinjer for placering af større solcelleanlæg i åbent land, der sikrer, at planlægningen vil bidrage til at skabe merværdi af hensyn til blandt naboer, biodiversiteten, landskabsoplevelsen og drikkevandet.
Af Kalundborg Kommuneplans retningslinjer for større solcelleanlæg i åbent land fremgår det blandt andet, at der skal tages visuelle hensyn til nabobeboelser samt landskabelige, naturmæssige, jordbrugsmæssige, kulturhistoriske værdier, herunder kirkeomgivelser og kulturmiljøer. Derudover fremgår det, at større solcelleanlæg på terræn så vidt muligt skal indpasses i landskabets karakter under hensyn til det enkelte områdes oplevelsesmuligheder, nøglekarakteristika og tilhørende anbefalinger. Derudover fremgår det, at ansøger skal redegøre for, hvordan anlæg og pleje kan øge biodiversiteten med hensyn til den lokale natur.
Det fremgår af Kommuneplanens retningslinjer, at der skal lægges vægt på synergi med den samlede forsyningsinfrastruktur i forbindelse med etablering af solcelleanlæg i det åbne land.
Der er foretaget en række tilpasninger af projektets udformning for at imødekomme flere af kommuneplanens retningslinjer. Projekttilpasningerne omfatter blandt andet indarbejdelse af en sydøst/nordvest-gående naturkorridor i relation til naturudpegninger og beskyttet natur, tilpasninger af byggefelter i relation til nærliggende naturudpegninger, styrkelse af områdets levende hegn for at understøtte disses funktion som ledelinjer for flagermus, placering af intern transformerstation i forhold til naboer og offentlig vej samt placering og højde af afskærmende beplantning i forhold til naboer og offentlig vej. Derudover er byggefelterne tilpasset omkring en høj, der er fremhævet i Kalundborg Kommunes indledende landskabsscreening af planområdet. Alle projekttilpasninger er beskrevet i miljøvurderingen af projekt og planer, der er udgivet samtidig med nærværende lokalplan.
Retningslinjer for bevaringsværdige landskaber
Projektområdet ligger placeret indenfor et areal, der er udpeget som særlig værdifuldt landskab (svarende til bevaringsværdigt landskab) i Kalundborg Kommuneplan 2021-2032. Arealet dækker hele Asnæs-halvøen.
I kommuneplanens retningslinjer fremgår det, at særligt værdifulde landskaber udgør karakteristiske og oplevelsesrige landskaber af høj kvalitet. Af retningslinjerne fremgår det desuden, at der kun kan opføres ikke erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri eller ske ændringer i arealanvendelsen, såfremt det ikke påvirker landskabets karakter og oplevelsesmuligheder negativt og under hensyn til det enkelte karakterområdes nøglekarakteristika og tilhørende anbefalinger. Nøglekarakteristika og anbefalinger fremgår af kommunens landskabskarakterbeskrivelser. Af kommunens landskabsbeskrivelser fremgår det, at den nordøstlige del af karakterområdet ved Lerchenborg ikke vurderes som værdifuldt bl.a. på grund af den markante indflydelse af industri og dermed ikke længere vurderes som et herregårds- eller godslandskab med særlig værdi (jf. planlovens §11b stk. 5).
I kommuneplantillæg nr. 9 er der redegjort for planens overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer for bevaringsværdige landskaber. Planens påvirkning af de bevaringsværdige landskaber er vurderes i forbindelse med miljøvurdering af nærværende plan gennem bl.a. rekognoscering af landskabsforhold, udarbejdelse af en landskabslæsning, fotooptagelser og udarbejdelse af visualiseringer af det foreslåede projekt. Landskabslæsningen og visualiseringsrapporten er offentliggjort som bilag til miljøredegørelsen samtidigt med nærværende lokalplan.
Samlet set vurderes det nye solcelleanlæg at have nogen men ikke en væsentlig negativ påvirkning af de særligt værdifulde landskaber eller af områdets landskabskarakter. Solcelleanlægget tilføjer et landskabselement til et i forvejen storskala- og produktionspræget landskab, og nye levende hegn følger i sin placering og udformning eksisterende linjer og kendetegn i landskabet.
I den udstrækning landskabets påvirkes vil dette primært være i form af hindret udsyn over marker og punktvis hindret udsyn til vandet mod syd fra Asnæs Skovvej, hvor nye beplantningsbælte vil hindre udsynet. Der vil være stedvise punkter langs Asnæs Skovvej, hvor solcelleanlægget vil være synligt, men dette i så begrænsede områder, at det vurderes ikke væsentligt at påvirke den samlede landskabsoplevelse negativt, for at sikre oplevelsen af landskabet og dets karakteristika vil lokalplanens afgrænsning være trukket 30 meter tilbage i landskabet i vest mod Østrupvej og i nord ved alléen. En faunapassage gennem anlægget sikrer et fortsat kig fra Asnæs Skovvej mod syd frem til Nøddemosehøj og et langt kig på tværs af anlægget frem til Birkemose Skov. Der vil være nogen visuel påvirkning i form af begrænset indsyn til solcelleanlægget på afstand fra Østrupvej i syd. På grund af den væsentlige afstand og i samspil med områdets øvrige teknik- og industripræg, vurderes dette ikke at have væsentlig negativ betydning for den samlede oplevelse af landskabets karakter og sammenhæng.
Retningslinjer for værdifuldt kulturmiljø
Planområdet ligger indenfor udpegningen værdifuldt kulturmiljø i Kalundborg Kommuneplan 2021-2032. Udpegningen omfatter store dele af Asnæs og vedrører Lerchenborgs bygninger og parkanlæg samt Lerchenborgs nuværende og tidligere jorde.
Derudover er der en udpegning af værdifuldt kulturmiljø omkring Østrup, der omfatter et areal på Asnæs' sydlige kyst, der grænser op til det foreslåede projektområde mod syd. Udpegningen vedrører bandt andet den række af husmandsbebyggelser, der ligger langs Østrupvej.
I kommuneplantillæg nr. 9 er der redegjort for planens overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer for værdifulde kulturmiljøer og planlovens §11b stk. 5. Det udvidede solcelleanlægs påvirkning af det værdifulde kulturmiljø er undersøgt gennem rekognoscering af landskabsforhold, udarbejdelse af en landskabslæsning, fotooptagelser og udarbejdelse af visualiseringer af det foreslåede projekt i forbindelse med miljøvurdering af nærværende plan.
Samlet set vurderes det udvidede solcelleanlæg at have begrænset betydning for den samlede oplevelse af det værdifulde kulturmiljø. I den udstrækning anlægget påvirker de kulturhistoriske landskabselementer er dette ikke de primære kulturhistoriske elementer såsom godsets hovedbygningskompleks, det helstøbte aksefaste parkanlæg, skove, lunde eller den overordnede hegnsstruktur mellem markflader. Den indirekte påvirkning af den yderste del af lindealléen på Asnæs Skovvej samt optagelsen af dele af godsets åbne marker til solcelleanlæg, vurderes at være en begrænset påvirkning af det værdifulde kulturmiljø og ikke i en størrelsesorden, der har væsentlig negativ betydning for oplevelsen eller muligheden for formidling af det kulturhistoriske landskab.
Forudgående høring
Som indledning til planlægningen har der i perioden fra d. 11. januar 2023 til d. 08. februar 2023 været afholdt en forudgående høring af ændring af kommuneplanen, hvor der er indkaldt forslag og ideer til planlægningen i henhold til planloven samt input til miljøvurderingen i henhold til miljøvurderingsloven.
Der indkom seks debatindlæg fra borgere, foreninger og offentlige myndigheder, som blev forelagt Teknik- og Miljøudvalget på mødet d. 17. april 2023. De indkomne forslag har indgået i udarbejdelsen af planlægningen.
Gældende lokalplan 538
Dele af lokalplanområdet er omfattet af den eksisterende lokalplan 538 for vindmøller ved Lerchenborg.
Den eksisterende lokalplan 538 aflyses ikke i forbindelse med vedtagelsen af lokalplan 590, idet disse ikke er indbyrdes modstridende. Arealer der vedrører vindmøllers drift er ikke inkluderet i lokalplanområde 590.
Kystnærhedszonen
Lokalplanområdet ligger inden for kystnærhedszonen. Hovedsigtet med kystnærhedszonen er at de åbne kyster fortsat kan udgøre en væsentlig naturværdi og landskabelig værdi. Kystnærhedszonen er således ikke en forbudszone, men der må i kystnærhedszonen kun planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering. I kommuneplantillæg nr. 9 er der redegjort for planens overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer for kystnærhedszonen.
Udvidelsen af solcelleanlægget ved Lerchenborg er placeret i forlængelse af et eksisterende solcelleanlæg og på arealer, hvor der i dag findes vindmøller. Derudover ligger anlægget ca. 700 meter fra Ansæsværket og ca. 200 meter fra den nylige udvidelse af Kalundborg containerhavn samt i forlængelse af den energi- og produktionsklynge, der i årtier er planlagt for på Asnæs og syd for Kalundborg gamle by. I nærområdet (indenfor 2 km fra projektafgrænsningen) ligger således Kalundborg Ny Vesthavn, Asnæsværket, Kalundborg Raffinaderi, RSG Nordic, Meliora Bio og Kalundborg Bioenergi. Der er desuden planlagt for en yderligere havneudvidelse i forlængelse af den nyligt etablerede Ny Vesthavn jf. kommuneplanramme K07.T01. Nærområdet er således på forhånd stærkt præget af tung industri, og det udvidede solcelleanlæg placeres således bag ved meget markante eksisterende industrianlæg i forhold til Kalundborg Fjord.
Den mangeårige planlægning for energiklyngen på Asnæs betyder, at der er gjort betydelige investeringer i infrastruktur til understøttelse af industrien, hvilket udgør en planlægningsmæssig begrundelse for anlæggets placering her. De store investeringer i storskala infrastruktur på Asnæs betyder, at solcelleanlægget vil kunne tilsluttes det eksisterende elnet, idet der findes en større transformatorstation i forbindelse med Asnæsværket (ASV_132) med ledig kapacitet. Dette udgør en funktionel begrundelse for anlæggets placering her. Den eksisterende kapacitet på elnettet, betyder at anlægget straks efter sin etablering vil kunne bidrage til den vedvarende energiproduktion, og dermed understøtte den kommunale og nationale planlægning, der arbejder for at opnå en væsentlig reduktion af udledning af drivhusgasser indenfor en fastsat tidsramme. Dette udgør en væsentlig planlægningsmæssig begrundelse for anlæggets placering netop her.
Derudover er der planlægningsmæssige og landskabsmæssige fordele ved at samle tekniske anlæg og således ikke sprede tekniske anlæg unødigt i kommunen. I den henseende er energiklyngen på Asnæs et oplagt sted at prioritere yderligere udbygning af den vedvarende energiproduktion.
De visuelle-landskabelige påvirkninger af kystnærhedszonen i forbindelse med udvidelsen af solcelleanlægget ved Lerchenborg er undersøgt gennem rekognoscering af landskabsforhold, udarbejdelse af en landskabslæsning, fotooptagelser og udarbejdelse af visualiseringer af det foreslåede projekt i forbindelse med miljøvurdering af nærværende plan.
Det udvidede solcelleanlæg udgør et nyt teknisk anlæg i et nærområde, der på forhånd er stærk præget af storskala industri og energiproduktion. Samlet set vurderes det nye solcelleanlæg at have nogen men ikke en væsentlig negativ påvirkning af kystnærhedszonens beskyttelsesinteresser. I den udstrækning kystlandskabets påvirkes vil dette primært være i form af hindret udsyn over marker og punktvis over havet mod syd set fra Asnæs Skovvej. Der vil være stedvise punkter langs Asnæs Skovvej, hvor solcelleanlægget vil være synligt, men dette i så begrænsede områder, at det vurderes ikke væsentligt at påvirke den samlede oplevelse af kystnærhedszonen i sin nuværende form. Lokalplanen vil ikke påvirke adgangsforhold til kysten eller kystnære områder.
Kulturmiljø
Projektområdet er en del af udpegningen værdifuldt kulturmiljø, der omfatter store dele af Asnæs og vedrører Lerchenborgs bygninger og parkanlæg samt Lerchenborgs nuværende og tidligere jorde. Derudover er der en udpegning af værdifuldt kulturmiljø omkring Østrup, der omfatter et areal på Asnæs' sydlige kyst, der grænser op til det foreslåede projektområde mod syd. Udpegningen vedrører bandt andet den række af husmandsbebyggelser, der ligger langs Østrupvej.
Se redegørelse for og vurdering af projektets påvirkning af de værdifulde kulturmiljøer i Miljøvurderingsrapporten.
Der løber flere beskyttede diger omkring projektområdet, blandt andet langs projektområdets østlige afgrænsning og langs den markvej, der løber mellem de to delområder. Ved etablering af det nye anlæg og under udførelse af anlægsarbejde skal der tages hensyn til digernes beskyttelse. Med en passende respektafstand vurderes hverken anlæg eller efterfølgende drift af solcelleanlægget at have betydning for beskyttelsen af digerne.
Der er ingen fredede fortidsminder inden for projektområdet. De nærmeste fredede fortidsminder er to gravhøje hhv. en rundhøj fra oldtiden og en rundhøj samt dysse fra stenalderen, der begge ligger 105 meter øst for projektområdet. Derudover ligger der flere fredede fortidsminder øst, nord og vest for projektområdet på større afstande. De nærmeste af disse ligger ca. 300 meter fra projektafgrænsningen. Det nye solcelleanlæg vil ikke have direkte betydning for beskyttelseshensynene omkring de fredede fortidsminder, da de alle ligger udenfor beskyttelseszonen på 100 meter omkring fredede fortidsminder. Der kan dog fortsat være indirekte visuelle påvirkninger af de fredede fortidsminder.
Se redegørelse for og vurdering af projektets indirekte påvirkning af de fredede fortidsminder i Miljøvurderingsrapporten.
Nærmeste fredede område omfatter park og stisystemer omkring Lerchenborg Gods. Denne udpegning ligger ca. 750 meter fra det foreslåede projektområde. Derudover er der en arealfredning af området omkring Gisseløre og Houget nord for Kalundborg Fjord ca. 1,5 km fra det foreslåede projektområde.
På disse afstande vil det nye anlæg umiddelbart ikke have betydning for beskyttelseshensyn omkring fredningerne. Der kan dog fortsat være indirekte betydning for oplevelsen af områderne.
Museumsloven
Museum Vestsjælland og Slots- og Kulturstyrelsen har påpeget, at der findes flere kendte gravhøje i området samt beskyttede diger lige udenfor projektområdets afgrænsning. På baggrund af de allerede kendte fortidsminder vurderer museet, at der med stor sandsynlighed findes yderligere væsentlig arkæologisk information bevaret i projektområdet. Museum Vestsjælland vurderer samtidig, at solceller med punktfundering ikke vil have væsentlig destruerende indflydelse på dette. Den arkæologiske information kan destrueres ved anlæg af adgangsveje, parkering, kabelanlæg og transformatoranlæg o.l. Det gælder også kabelanlæg som tilslutning til anlægget.
Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler skånsomme metoder, der begrænser jordarbejdet til det absolut nødvendige særligt omkring de kendte fortidsminder. Af hensyn til bevarelse af fortidsminder placeres køreveje og transformatorstationer, hvis etablering kræver jordarbejde, derfor så vidt muligt udenfor de kendte gravpladser.
Der må uanset lokalplanens bestemmelser ikke ske ændringer i tilstanden for sten- og jorddiger eller andre fortidsminder jf. museumsloven, før der er givet tilladelse hertil fra Museum Vestsjælland.
Fortidsminder i form af arkæologiske genstande eller anlæg er omfattet af Museumslovens § 27. I tilfælde af at der findes fortidsminder i anlægsfasen, skal de dele af anlægsarbejdet, der vedrører fortidsmindet, standses jf. Museumsloven. Museum Vestsjælland skal i henhold til museumsloven sikres mulighed for at foretage arkæologiske undersøgelser ved nedrivning, bebyggelse og anlæg.
Ved påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder i lokalplanområdet kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde udføres, i henhold til Museumslovens § 25 anmode det lokalt ansvarlige museum om at tage stilling til, hvorvidt arbejdet vil berøre væsentlige fortidsminder. Museet skal inden for en frist på 4 uger komme med en udtalelse, der eventuelt vil blive baseret på en arkæologisk forundersøgelse. Har bygherre eller entreprenør ikke indhentet en sådan udtalelse vil udgifter til standsning af arbejdet (i op til ét år) og til arkæologiske undersøgelser påhvile bygherren.
Naturmiljø
Planer og projekter skal vurderes i forhold til potentielle væsentlige påvirkninger af Natura 2000-områder. Udpegningen af Natura 2000-områder er EU's overordnede redskab til at beskytte truede, sjældne eller karakteristiske dyre- og plantearter og naturtyper. Udgangspunktet for Natura 2000 er, at medlemslandene skal opretholde en såkaldt gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper, der ligger til grund for udpegningen af områderne. Det følger heraf, at aktiviteter, der påvirker bevaringsstatus negativt som hovedregel ikke kan tillades. Natura 2000 omfatter habitatområder, fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder.
Det nærmest beliggende Natura 2000-område er N166 "Røsnæs, Røsnæs Rev og Kalundborg Fjord" ca. 1 km nordvest for projektområdet. Miljøvurdering af planer og programmer skal tage stilling til både arter og naturtyper på udpegningsgrundlaget for nærliggende Natura 2000-områder. Se redegørelse for og vurdering af projektets påvirkning af Natura 2000-områder i Miljøvurderingsrapporten.
Af Habitatdirektivet fremgår, at EU-medlemslandene skal indføre en streng beskyttelse af en række dyre- og plantearter omfattet af Habitatdirektivets artikel 12 og bilag IV, uanset om disse forekommer inden for eller uden for et Natura 2000-område. Se redegørelse for og vurdering af projektets påvirkning af de strengt beskyttede arter jf. Habitatbekendtgørelsen i Miljøvurderingsrapporten.
§25-tilladelsen for projektet stiller krav om afværgeforanstaltninger i form af forbud mod natarbejde i anlægsfasen i perioden marts til oktober for at undgå individtab af stor vandsalamander, da denne er særskilt beskyttet af Habitatdirektivet og indgår på udpegningsgrundlaget for det nærliggende Natura 2000-område.
Der findes en §3-sø indenfor lokalplanområdets nordøstlige del, som dog ikke indgår i selve lokalplanområdet. Inden for en afstand af 500 meter fra området ligger der desuden 13 §3-beskyttede søer og en §3-mose. Der ligger ingen beskyttede vandløb i eller nær projektområdet.
Se redegørelse for og vurdering af projektets påvirkning af §3-beskyttet natur i Miljøvurderingsrapporten.
Grønt Danmarkskort har siden d. 1. juni 2017 indgået som en del af planloven og samler kommunernes naturtemaer i ét sammenhængende naturnetværk. Det er relevant, da en af de store udfordringer for naturen i dag er, at naturområder er spredte og usammenhængende. Grønt Danmarkskort skal sikre en forstærket indsats for større og mere sammenhængende naturområder og skal tjene som et strategisk planlægnings- og prioriteringsværktøj til brug i prioritering af kommende naturindsatser.
Den østligste kant af projektområdet er udpeget som økologiske forbindelse omkring skovstykket Birkemose, mens der i den nordlige del af området er udpeget en potentiel økologisk forbindelse, der forbinder Birkemose Skov med Forskov og kystnaturen på Asnæs' nordkyst. Projektet er tilpasset for at imødekomme disse udpegninger.
Se redegørelse for og vurdering af projektets påvirkning af udpegninger i Grønt Danmarkskort i Miljøvurderingsrapporten.
For at sikre det frie udsyn til skoven og skovbrynet, og for at bevare skovbrynene som værdifulde levesteder for dyr og planter, løber der en skovbyggelinje i en afstand af 300 meter fra visse skove. Bestemmelsen om skovbyggelinjen gælder for private skove med et sammenhængende areal på mindst 20 ha, samt for alle offentlige skove, jf. naturbeskyttelseslovens § 17. I henhold til § 17, stk. 1, må der ikke placeres bebyggelse, campingvogne og lignende inden for skovbyggelinjen.
Den vestlige kant af lokalplanområdet overlapper marginalt med skovbyggelinjen omkring skoven Forskov vest for projektområdet. På grund af afstanden til Forskov, vil projektet ikke påvirke skovens skovbryn og dets funktion som værdifuldt levested for dyr- og planter.
Der må uanset lokalplanens bestemmelser ikke ske ændringer i tilstanden for skovbyggelinjer jf. naturbeskyttelsesloven, før der er givet dispensation hertil fra Kalundborg Kommune jf. Naturbeskyttelseslovens §65, stk. 1.
Birkemose Skov, som grænser direkte op til projektområdets østlige del, er noteret som fredskov, men der er ingen skovbyggelinje omkring skoven. Skoven bevares og vil ikke blive berørt af projektet.
Miljøforhold
Støj fra solceller i drift skal følge den generelle regulering af støj fra tekniske anlæg, jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 ’Ekstern støj fra virksomheder’, der fastlægger vejledende grænseværdier for støjniveauet fra virksomheder, herunder tekniske anlæg. Derfor benyttes disse grænseværdier ved regulering af støjudledning fra solcelleanlæg placeret i det åbne land.
Regulering af step-up transformere og transformerstation gennem lokalplanlægningen sikrer at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for boliger til enhver tid overholdes, hvad angår boliger inden for lokalplanens nærområde.
Forhold om jordforurening reguleres af ’Lov om forurenet jord’. Der er ikke registreret jordforurening inden for lokalplanområdet.
I henhold til loven, skal arbejdet standses, hvis der i forbindelse med bygge- eller jordarbejde i øvrigt konstateres en ukendt forurening. Forureningen skal anmeldes til Kalundborg Kommune, og arbejdet må først genoptages fire uger efter, at regionen har modtaget underretning om den konstaterede forurening.
Bortskaffelse af overskudsjord skal ske i overensstemmelse med Kalundborg Kommunes. Hvor lokalplanen giver mulighed for det, bør ren overskudsjord så vidt muligt genanvendes inden for lokalplanområdet.
Lokalplanområdet ligger inden for et område med almindelige drikkevandsinteresser. Der ligger ingen drikkevandsboringer til almen vandforsyning inden for eller i umiddelbar nærhed til området. Lokalplanområdet er heller ikke i berøring med hverken boringsnære beskyttelsesområder eller indvindingsoplande. Den nærmeste drikkevandsboring til almen vandforsyning ligger i forbindelse med et anlæg til almen vandforsyning ved Asnæs Skovvej 38 vest for Forskov ca. 2,5 km fra lokalplanområdet.
Solceller betragtes som et ikke grundvandstruende anlæg, og et nyt solcelleanlæg i området vurderes ikke umiddelbart at kunne udgøre en egentlig trussel for grundvand. Montering af solcellestativer med jordspyd eller punktfundamenter berører kun det øverste jordlag og har ingen praktisk betydning i forhold til grundvand.
Arealerne anvendes i dag til markdrift med tilførsel af gødning og sprøjtemidler. I forbindelse med overgangen fra landbrugsdyrkning til solcelleanlæg vil tilførslen af gødning og sprøjtemidler ophøre i den periode arealet anvendes til solceller. Dermed forventes anlæggelsen af et solcelleanlæg i området at have positiv påvirkning på områdets grundvandressourcer og drikkevandsinteresser, fordi de negative effekter ifm. landbrugsdrift som fx udvaskning af pesticider og næringsstoffer mindskes.
Områdeklassificering
Lokalplanen ligger i landzone. Alle arealer indenfor landzone eller sommerhusområde kan være omfattet af områdeklassificering, hvis det er fastlagt i Jordstyringsregulativ for Kalundborg Kommune. Områdeklassificering er arealer, hvor der kan være lettere forurenet jord.
Region Sjælland er myndighed for kortlægning af forurenede arealer. Orientering om jordforurenede arealer kan ses på Region Sjællands hjemmeside.
Forsyning
Renovation
Sortering, opbevaring og håndtering af affald skal ske i henhold til Kalundborg Kommunes gældende affaldsregulativer.
Servitutter
Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der kan få betydning for bygge og anlægsarbejder.
Privatretlige byggeservitutter og andre tilstandsservitutter, der er uforenelige med lokalplanen, fortrænges af lokalplanen i henhold til planlovens § 18.
Andre private servitutter kan eksproprieres efter planlovens § 47, når det vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelse af planen.
Der aflyses ingen servitutter i forbindelse med den endelige vedtagelse af nærværende lokalplan.