Lokalplanens indhold og formål

Lokalplanens formål

Lokalplanens formål er at fastsætte rammerne for etablering af et teknisk anlæg i form af et jordbaseret solcelleanlæg med tilhørende tekniske installationer til anlæggets drift.

Lokalplanen har derudover til formål at sikre etablering af afskærmende beplantning i lokalplanområdets kant, der visuelt afskærmer solcelleanlægget mod omgivelserne. Lokalplanen fastsætter samtidig rammerne for solcelleanlæggets placering, omfang og adgangsforhold. I lokalplanen fastsættes desuden bebyggelsesregulerende bestemmelser for materialer, farvevalg, tekniske installationer mv. der sikrer indpasning i omgivende landskab og at solcelleanlægget er til mindst mulig gene for de omkringliggende naboer. Lokalplanen fastsætter desuden bestemmelser om, at solcelleanlægget skal fjernes senest et år efter endt brug, og at området skal reetableres til natur- og/eller landbrugsformål.

Lokalplanens indhold

Lokalplanen omfatter regulerende bestemmelser for fremtidig disponering af arealet, bebyggelsens omfang, placering og rammer for ydre fremtræden.

Hvis driften af solcelleanlægget ophører, skal anlægget inklusive tekniske anlæg, trådhegn og serviceveje fjernes af grundejer inden ét år efter, at driften er ophørt.

Zoneforhold               

Planområdet ligger i landzone, og vil ved vedtagelsen af lokalplanen forblive i landzone.

Lokalplanen erstatter de landzonetilladelser til bebyggelse, udstykning og anlæg i landzone jf. Planlovens § 15 stk. 4, som er nødvendig for lokalplanens virkeliggørelse på betingelse af, at arealet retableres, når området ikke længere er i brug til solenergianlæg. Lokalplanen indeholder således bonusvirkning. Der skal derfor ikke, efter lokalplanens vedtagelse, meddeles landzonetilladelse til bebyggelse og anlæg, som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse.

Områdets anvendelse  

Lokalplanområdets anvendelse fastlægges til tekniske anlæg for energiforsyning i form af solceller med tilhørende bebyggelse og anlæg, herunder veje, hegn og beplantning, der er nødvendige for solcelleanlæggets drift. Der gives desuden mulighed for fortsat landbrugsdrift, idet lokalplanen gør det muligt at holde afgræssende dyr inden for lokalplanområdet. Samtidig sikrer lokalplanen, at der etableres naturområder og offentlig stiforbindelse.

Udstykning 

Der kan ske udstykning af lokalplanområdet i sin helhed eller i henhold til udstykningsprincippet, der fremgår af kortbilagene.

Vej-, sti- og parkeringsforhold

Lokalplanområdet skal have vejadgang til kommunevejen Nykøbingvej. Den eksisterende servicevej til vindmøllerne Nykøbingvej forløber også gennem planområdet, og vil blive friholdt ved at byggefelter og beplantningsbælter er afgrænset med afstand til vejen.

Der gives mulighed for interne veje i lokalplanområdet til driften af solcelleanlægget. Interne veje skal udføres som ubefæstede veje i græs eller grus i en bredde på op til 5 m. Veje til byggefelt B må dog udføres i en bredde på op til 7 m.

Lokalplanen giver desuden mulighed for etablering af en offentlig stiforbindelse omkring anlægget, der skal placeres på ydersiden af trådhegn og beplantningsbælte samt i tilknytning til nye naturområder og ekstensivt drevne arealer i den vestlige og sydøstlige del af lokalplanområdet. Stiforbindelsen skal bestå af græs, grus eller stenmel, som vil kunne benyttes til vandreture, løbeture mv. Stien skal følge en del af Råmoseløb mod syd og Tudeå, og mod øst skal den følge Tilløb til Tudeå. Ved stiens krydsning af vandløb kan der etableres bro udført i træ.

Bebyggelse og tekniske anlæg

Lokalplanen udlægger byggefelt A til opstilling af solcellepaneler, tekniske installationer og mindre bygninger, der placeres med en afstand på mindst 10 m til lokalplanens ydre afgrænsning. Afstanden indebærer, at der reserveres areal til afskærmende beplantning og interne veje.

Solcellepanelerne må have en højde på maksimalt 3,5 m målt fra terræn. Solcellepanelerne skal være anti-refleksbehandlet for at mindske risikoen for refleksioner fra solcellerne. Lokalplanen stiller krav til den landskabelige tilpasning og opstillingsmønster af solcellepanelerne. Solcellepanelerne kan opstilles som enten sydvendte eller øst-vestvendte på piloterede stålstativer. Stativerne skal sikre et minimalt aftryk på jordoverfladen og giver mulighed for, at der kan foretages delvis oversvømmelse af udpegede lavbundsarealer, hvilket kan skabe nye våde naturarealer. Solcellepanelerne skal fremstå ens, hvad angår typer, højde, hældning og farve. Der stilles krav til at solcellepanelerne placeres i lige, parallelle rækker med samme indbyrdes afstand.

Arealer inden for lokalplanområdet kan vedligeholdes ved afgræsning med dyr. Der gives derfor mulighed for etablering af læskure i det omfang det er nødvendigt for dyreholdet. Derudover må der opstilles mindre teknikhuse og -transformere inden for byggefelt A og B. Teknikbygninger og læskure må opføres i op til 3,5 m højde. Mindre teknikbygninger, herunder transformere, opføres i ensartede materialer, gives samme udformning og samme afdæmpede farver i grønne eller blå nuancer. Dette skal bidrage til at indpasse anlæggets visuelle fremtræden i landskabet.

Lokalplanen stiller desuden krav til, at stepup-transformer, teknikhus, koblingsudstyr, lagerbygning batteriopbevaring skal placeres inden for byggefelt B, der ligger centralt i lokalplanområdet. Bygninger inden for byggefelt B skal ligeledes opføres i afdæmpede farver og må bygges i en maksimumhøjde på op til 7,5 m målt fra terræn. Inden for byggefeltet kan der etableres lynafledere og koblingsudstyr i tilknytning til stepup-transformeren med en højde på op til 15 meter målt fra terræn. Lynaflederne er koniske master, ca. 40 cm i bunden og 5 cm i toppen.

Lagerbygning er til opmagasinering af reservedele og maskinel til brug for solcelleanlæggets drift, og må have en maksimal højde på 5,5 m. Bygningen forventes at have en størrelse på maksimalt 100 m².

Batteriopbevaring er til lagring af den producerede solenergi, der skal bidrage til stabilisering og optimal drift af anlæg og balance i elnettet. Batterilagerets samlede bebyggelse må udgøre maksimalt 300 m² og transformere hertil må have en maksimal højde på 4,5 m. Batteriracks kan opføres med en maksimal højde på 3 m. 

Distributionstransformere er transformere, der placeres i transformatorhuse fordelt ud over hele lokalplanområdet. Der opbevares olie i hver transformer. De opstilles på en sandpude eller sokkel, er hermetisk lukkede og skal ikke efterfyldes med olie.

Stepup-transformere opstilles på sokkel, hvor afvanding af overfladevand opsamles og ledes gennem olieskiller til faskine eller nedsivningsbed og etableres med oliekar og olieudskiller. Under disse installeres der opsamlingskar til olie, så evt. lækage opsamles.

Med lokalplanen gives der mulighed for etablering af udkigstårne. Udkigstårne kan opføres i nærheden af ny offentlig sti ved Råmoseløb og Tudeå i det sydøstlige hjørne af lokalplanområdet samt i vådområdet i den sydlige grænse af lokalplanområdet. Udkigstårne må opføres i en højde på op til 5 m.

For at sikre, at der ikke sker tilstandsændringer af nærliggende beskyttede naturområder, fastsætter lokalplanen, at der ikke må etableres beplantning og anlæg inden for 10 m fra vandløbskant inden for lokalplanområdet, der er beskyttede iht. naturbeskyttelseslovens § 3.

Ubebyggede arealer, beplantning og hegning   

Arealer mellem og under solpaneler, som ikke anvendes til interne serviceveje, skal fremstå som ekstensivt plejede arealer med græs og/eller urter, der giver mulighed for afgræsning.

Der etableres ny beplantning langs strækninger uden eksisterende beplantning. Beplantningsbæltet skal mindske eller eliminere eventuelle indkig til anlægget i det flade landskab.

Beplantningsbælterne skal bestå af træer og buske af egnskarakteristiske hjemmehørende arter samt frugttræer, og de skal have en højde på minimum 4 m, når de er fuldt udvokset. Beplantningsbælterne skal gives en bredde på minimum 5 m, og skal bestå af minimum 3 rækker.

Af sikkerhedsmæssige hensyn skal der opsættes et trådhegn, som skal placeres på indersiden af beplantningsbæltet. Trådhegnet må have en højde på maksimalt 2 m og skal være et bredmasket vildthegn, der tillader mindre vildt, såsom harer, at færdes inden for og gennem lokalplanområdet.

 

Principsnit for lokalplanområdets kanter

Lokalplanen sikrer også, at der reserveres plads til flere nye terrestriske og våde naturområder inden for lokalplanområdet. Ved etablering af vådområder mindskes nedbrydningen af tørvelaget i områdets kulstofrige jorde, hvilket mindsker udledningen af drivhusgasser. De nye naturområder vil skabe bedre muligheder for udviklingen af områdets biodiversitet. Naturområderne skal fremstå som ekstensivt plejede lysåbne arealer med græs, urter, blomster eller grupper af træer og buske. Der gives mulighed for ekstensiv afgræsning med dyr som naturpleje.