Kommuneplanen
I dette afsnit gives der en oversigt over, hvordan planen forholder sig til overordnet planlægning og andre love end Planloven.
Kommuneplantillæg 11 offentliggøres samtidig med lokalplanen.
Kalundborg Kommuneplan 2021-2032 fastsætter hovedstrukturen for hele kommunens arealanvendelse, dels ved retningslinjer for arealanvendelsen og dels rammer for indholdet i de fremtidige lokalplaner. I det følgende foreligger de retningslinjer fra kommuneplanen som lokalplanen er omfattet af.
Solenergi
Lokalplanområdet er omfattet af retningslinjer for større solcelleanlæg i det åbne land fra Kommuneplan 2021.
I overensstemmelse med retningslinjerne 4.35.1 - 4.35.18, skal følgende emner berøres i planlægning for større solcelleanlæg:
- Fremtidig planlægning for større solcelleanlæg i det åbne land
- Placering, udformning og drift af større solcelleanlæg i det åbne land
- Fokus på lokalsamfundet
- Naturindhold, beplantning og biodiversitet
- Forbedring af forsyningsinfrastruktur i det åbne land
Retningslinjerne for fremtidig planlægning omhandler, at der skal tages visuelle hensyn til bl.a. naboer, landskab og natur i forbindelse med planlægningen, internationale naturbeskyttelsesområder skal vurderes under hensyn til områdets interesser, og at større solcelleanlæg så vidt muligt skal indpasses i landskabets karakter.
Retningslinjerne for placering, udformning og drift omhandler, at der skal være minimum 100 m til naboer, at anlægget skal være ensartet i sin opsætning, at panelerne skal være ikke-reflekterende og ikke må overstige 3,5 m og at plejen af anlægget skal ske ved ekstensiv drift. Omkring anlæggene skal sikkerhedshegn som udgangspunkt være på indersiden af læhegnet og hævet over jorden. Der skal udarbejdes en plan for afvikling, nedtagning og skrotning af anlægget.
Retningslinjerne for fokus på lokalsamfundet omhandler, at lokalsamfundet skalinddrages i planlægningen og at anlæg skal bidrage positivt til lokalsamfundet ved at styrke den eksisterende natur, øge biodiversiteten og skabe rekreative værdier.
Retningslinjerne for naturindhold, beplantning og biodiversitet omhandler, at der senest ved ibrugtagning skal etableres afskærmende beplantning omkring anlægget bestående af træer og buske i hjemmehørende og egnskarakteristiske arter, at beplantningen skal fremstå dækkende efter fem vækstsæsoner, og at projektet skal bidrage til at øge biodiversiteten.
Retningslinjerne for forbedring af forsyningsinfrastruktur omhandler, at infrastrukturen til elnettet skal sikres ved f.eks. at etablere en transformerstation i forbindelse med anlægget, og at der skal lægges vægt på at skabe synergi og forbedring af den samlede forsyningsinfrastruktur, så som kloakering, digitalt netværk o.l.
Lokalplanen lever op til alle retningslinjer for større solcelleanlæg i det åbne land, på nær retningslinje 4.35.5, da afstanden fra lokalplanområdet til 2 nabobeboelser er mindre end 100 m. I retningslinjen står der dog også, at afstandskravet beror på en konkret vurdering. Der har været dialog med alle involverede naboer i en afstand af 300 m. De 2 nabobeboelser, der ligger nærmere end 100 m, er ejet af lodsejer for projektet. Byggefelter ligger dog mere end 100 m fra disse boliger.
Det vurderes på den baggrund, at alle retningslinjerne overholdes. Blandt de væsentlige krav lokalplanen sikrer, og som efterleves jf. retningslinjerne, er muligheden for at øge biodiversiteten langs de udpegede økologiske forbindelser ved Tudeå, hvilket bidrager positivt med tiltag til gavn for lokalsamfundet, samt skaber mulighed for at implementere rekreative tiltag, herunder offentlig stiforløb omkring lokalplanområdet samt etablering af fugletårn.
Landskab
I Kalundborg Kommune er landskabet inddelt i 28 forskellige karakterområder. 18 af dem er udpeget som landskaber med generelle beskyttelsesinteresser, heriblandt karakterområdet ”Råmose”, hvor lokalplanområdet er beliggende. Lokalplanområdet er desuden beliggende i det åbne land og er omfattet af retningslinje 4.11.1 og 4.11.5.
Jf. retningslinjerne er det åbne land primært forbeholdt jordbrugserhvervene og skal som hovedregel friholdes for anden anvendelse. Etablering af byggeri og anlæg samt ændringer i arealanvendelsen skal være under hensyntagen og så vidt muligt indpasses i landskabets oplevelsesmuligheder, nøglekarakteristika, anbefalinger og karaktergivende træk, herunder skala, visuelle sammenhænge samt eksisterende bevoksnings- og bebyggelsesstrukturer.
Området fastholdes i landzone og solcellepanelerne placeres naturligt i terrænet. De dele af udpegningen som nu er intensivt dyrket, vil blive omlagt til ekstensiv drift, og der vil blive etableret afskærmende beplantning omkring solcelleanlægget.
Det vurderes, at landskabets oplevelsesmuligheder og karaktergivende træk, ikke påvirkes væsentligt, fordi landskabets skala er stor og derfor kan rumme anlæg, der passer til den store skala, og eftersom anlægget placeres i et område, der i forvejen er delvist forstyrret af tekniske anlæg. Landskabet påvirkes ikke væsentligt i relation til beplantning, eftersom der findes eksisterende beplantning i varierende omfang og størrelse i omgivelserne, der dels er med til at dække for indblik til lokalplanområdet, og dels betyder, at yderligere beplantning ikke virker fremmed i landskabet i forhold til den eksisterende beplantning.
Derudover vurderes adgangen til området samt muligheden for oplevelse og forståelse af landskabsværdierne ikke at blive væsentligt forringet, da lokalplanområdet i forvejen indeholder private landbrugsarealer i omdrift uden veje eller stier.
Lokalplanområdet vil blive genoprettet til eksisterende landskab efter endt drift og etablering af anlægget vil således ikke medføre varig påvirkning på landskabsværdierne i området.
Der er udarbejdet visualiseringer, der illustrerer anlæggets påvirkning af landskabet, hvilket ses i miljørapporten.
Planlagt teknisk anlæg – Vindmøller
Overlappende med lokalplanområdet findes et udpeget areal i Kommuneplan 2021 til opsætning af vindmøller, såkaldte vindmølleområder, der kan planlægges i en højde på op til 150 meter.
Afstanden fra lokalplanafgrænsningen til nærmeste vindmølle er 20 m. Nærværende lokalplanlægning for solceller strider ikke imod de opstillede vindmøller inden for det udpegede vindmølleområde.
Planlagt trafikanlæg – Veje
I den vestlige del af lokalplanområdet er der jf. Regionplan for Vestsjællands Amt 2005-2016 udlagt et 200 m bredt reservationsbælte til forlængelse af landevej 602 (Nykøbingvej) mellem Gudum og Kragerupgods. Reservationsbæltet er udpeget i Kommuneplan 2021.
For at sikre interesserne for det planlagte trafikanlæg er lokalplanens byggefelter tilpasset, så reservationsbæltet ikke påvirkes af nærværende lokalplanlægning for solcelleanlæg.
Lavbundsarealer
Størstedelen af lokalplanområdet er udpeget som lavbundsareal. Der er ingen udpegninger for lavbundsarealer i eller omkring lokalplanområdet, der kan genoprettes. Udpegningen af lavbundsareal fremgår af Kommuneplan 2021.
Retningslinjerne for lavbundsarealer i Kommuneplan 2021 er opdelt i temaerne fra 4.10.1 – 4.10.5.
Retningslinjerne for lavbundsarealer omhandler, hvorvidt lavbundsarealer kan genoprettes som vådområder med henblik på at mindske udvaskningen af næringsstoffer til vandmiljøet og forbedre naturindholdet i området og medvirke til klimatilpasningsindsatsen. Lavbundsarealer må ikke være i modstrid med intentionen om at skabe vådområder, herunder inddrages til byzone eller inddrages i byudvikling. Lavbundsarealer i landzonen skal friholdes for byggeri og anlæg, hvis det pågældende byggeri eller anlæg kan forhindre, at den naturlige hydrologi kan genskabes.
Retningslinjerne svarer til ambitionerne fra statens side om at udtage lavbundsjorder af landbrugsdrift. Staten har oprettet en lavbundsordning med det formål at reducere landbrugets udledning af drivhusgasser, reducere udledningen af kvælstof til kystvande og genskabe eller forbedre natur. Udtagningen er målrettet landbrugsjorder på kulstofrige lavbundsjorder med mindst 6 % tørv. Jorden inden for lokalplanområdet er kortlagt i forbindelse med den statslige lavbundsordning, og størstedelen af lokalplanområdet har over 6 % tørv og nogle steder over 12 % tørv.
Solcellepanelerne står på stålstativer hævet over terræn, som ikke er følsomme overfor vand, og er derfor ikke til hinder for realisering af vådområder på lavbundsjorder.
Lokalplanen sikrer, at der reserveres plads til nye våde naturområder inden for lokalplanområdet. Ved at reservere plads til disse vådområder mindskes nedbrydningen af tørvelaget i områdets kulstofrige jorde, hvilket mindsker udledningen af drivhusgasser. Nye vådområder vil også skabe bedre muligheder for udviklingen af områdets biodiversitet. Terrænet reguleres, så søerne udvides og uønskede lavninger fyldes. For at muliggøre vådområdeprojektet etableres der bl.a. rør og pumpesump til de nye vådområder. Det ansøgte projekt indebærer desuden, at arealer under solcellepanelerne udlægges med ekstensive græsarealer med urter, der drives uden gødning og sprøjtning, hvilket bidrager til reduktion af næringsstoffer i vandmiljøet.
Lavbundsjorder bidrager på flere måder til den grønne dagsorden. Lavbundsjorder har generelt en lavere dyrkningsmæssig værdi, og muligheden for at kunne etablere solcelleanlæg på lavbundsjord kan være et væsentligt incitament for landmænd til at udtage lavbundsarealerne af driften. Staten har ambitiøse mål om reduktion af CO2-udledning ved udtagelse af lavbundsjorde. Etablering af solcelleanlægget kan være et bidrag til at opnå denne målsætning. Etablering af solcelleanlægget på den kulstofrige lavbundsjord vil dermed have en dobbelt klimaeffekt ved både at reducere lavbundsjordernes udledning af CO2 og samtidig producere grøn energi.
Samlet vurderes det, at lokalplanen stemmer overens med retningslinjerne og giver mulighed for at realisere vådområder inden for de udpegede lavbundsarealer.
Naturbeskyttelsesinteresser
I umiddelbar nærhed til lokalplanområdet findes udpegede arealer til naturbeskyttelse i Kommuneplan 2021.
Kommunens retningslinjer fra 4.9.1 – 4.9.24 for udpegninger til naturbeskyttelse omhandler, at kvaliteten af naturområderne skal bevares, og det skal tilstræbes at skabe forbedringer i de eksisterede og nye naturarealer, som kan forbedre dyr og planters spredning og frie bevægelse.
Lokalplanområdet er udformet således, at naturbeskyttelsesinteresser og potentielle naturbeskyttelsesinteresser friholdes.
Økologisk forbindelsesområde – Grønt Danmarkskort
Inden for lokalplanområdet findes udpegede økologiske forbindelsesområder og potentielle
økologiske forbindelsesområder, der står som retningslinje under naturbeskyttelsesinteresser i Kommuneplan 2021.
I retningslinjerne for økologisk forbindelsesområde i Kommuneplan 2021 fremgår det af 4.9.3, at der inden for grønt danmarkskort ikke må ske indgreb i form af byudvikling, veje, og andre tekniske anlæg mv., der kan forringe naturindholdet og levesteder og spredningsmuligheder for dyr og planter. Desuden tilsigtes det med retningslinjerne 4.9.12 – 4.9.16, at økologiske forbindelser fremmes og sikre dyrs og planters spredningsmuligheder.
Udpegningerne for økologiske forbindelser inden for lokalplanområdet knytter sig tilde beskyttede vandløb og områderne med naturbeskyttelsesinteresser.
Omkring de beskyttede vandløb vil der blive friholdt en afstand på 10 m fra bebyggelse, dog 150 meter til Tudeå. Der vil desuden blive etableret et 5 m bredt beplantningsbælte omkring solcelleanlægget, som flere steder vil være sammenfaldende med de økologiske forbindelser. Spredningsveje er blevet undersøgt, hvor det ikke er blevet vurderet nødvendigt med yderligere faunapassager gennem planområdet. Lokalplanen forventes at bidrage til større biodiversitet i området og sikre bedre passage for flora og dyreliv. Anvendelsen af området til solcelleanlæg forventes at forbedre livsbetingelserne for det lokale dyre- og planteliv. Dette skyldes, at den landbrugsmæssige dyrkning af arealerne ophører, hvilket kan fremme især blomstrende planter, som tiltrækker et rigt insektliv, der danner fødegrundlag for andre dyrearter. Samtidig etableres flere nye naturområder, ligesom der også etableres nye beplantningsbælter bestående af blandede træer og buske. Arealer under solcellepanelerne udlægges med græs og/eller urter. Der vil efter al sandsynlighed komme flere vildtlevende dyre- og plantearter.
Værdifuldt landbrugsområde
En del af det vestlige lokalplanområde er udpeget som værdifuldt landbrugsområde ifølge Kommuneplan 2021.
Formålet med retningslinjerne for jordbrugsinteresser er at sikre, at anvendelse af landbrugsjord til jordbrugsformål sker under hensyntagen til et rent miljø og en mangfoldighed i natur og landskab, samt at inddragelse af landbrugsjord til andre formål i størst muligt omfang begrænses.
Samtidig nævnes det blandt retningslinjerne, at udviklingen af husdyrbrugerhvervet skal ske i en afvejning af hensynet til de erhvervsmæssige interesser og til naturen, miljøet og landskabet.
Lokalplanen giver mulighed for, at der inden for lokalplanområdet er mulighed for afgræsning med dyr. Dermed vurderes det, at den ændrede arealanvendelse ikke udelukker landbrugsdrift som for eksempel fårehold. Ved at tage solcellearealerne ud af traditionel landbrugsdrift vil pesticid- og nitratudledningen til grundvandet blive reduceret, og kvaliteten af vandmiljøet vil samtidig blive forbedret. Derudover stiller lokalplanen krav om, at området ved ophør som teknisk anlæg skal genetableres som landbrug og/eller natur, så det igen vil være muligt at udnytte området til intensivt dyrket landbrugsjord.
Støjbelastede arealer
En del af det nordøstlige lokalplanområde er udpeget som støjbelastede arealer som følge af støj fra vindmøllerne i den nordøstlige kant af lokalplanområdet. Udpegningen fremgår af Kommuneplan 2021.
Formålet med retningslinjerne for støjfølsomme arealer er at forebygge konflikter mellem støjende aktiviteter og støjfølsom anvendelse. Arealet for vindmøllerne er udpeget specifikt som støjbelastet areal fra enkelt anlæg, hvor retningslinje 4.32.1 gør sig gældende.
I retningslinjen står der, at støjbelastede arealer som udgangspunkt skal friholdes fra støjfølsom arealanvendelse, som f.eks. rekreative områder, boligområder, daginstitutioner og andre offentlige formål.
Eftersom lokalplanen ikke giver mulighed for støjfølsom anvendelse, men derimod et teknisk anlæg i form af et solcelleanlæg, medfører vindmøllerne ikke uacceptable miljømæssige gener i relation til denne lokalplan og dets anvendelse.
Skovrejsningsarealer
Hovedparten af lokalplanområdet er udpeget som areal, hvor skovrejsning er uønsket, også kaldet negative udpegninger. Udpegningen fremgår af Kommuneplan 2021. Umiddelbart sydøst for lokalplanområdets afgrænsning, på den anden side af Tudeå og dermed beliggende i Slagelse Kommune, findes udpegede arealer, hvor skovrejsning er ønsket, såkaldte positive udpegninger.
For retningslinje 4.12.2 for arealer hvor skovrejsning er uønsket, gælder det, at i disse områder må der som udgangspunkt ikke plantes skov.
Lokalplanen stiller krav til beplantningsbælte i en højde af minimum 4 m, bredde på minimum 5 m og med minimum 3 rækkers beplantning. Eftersom lokalplanen ikke giver mulighed for skov, og da et beplantningsbælte ikke betragtes som skovrejsning, ses lokalplanen i overensstemmelse med retningslinjen.
Grundvand
Lokalplanområdet ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og delvist inden for indvindingsoplandet ”Tudeå – Sorø, Slagelse, Kalundborg”, som hører til Høng Vandværk. Mindre dele af lokalplanområdet ligger inden for tre boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) tilhørende Høng Vandværk. Inden for beskyttelsesområderne er der særlig opmærksomhed på aktiviteter, der indebærer en risiko for forurening af grundvandet.
I Kommuneplan 2021 foreligger der en række retningslinjer relateret til grundvand. Formålet med retningslinjerne er bl.a. at sikre god kvalitativ tilstand i grundvandet, at beskytte grundvandet mod forurening, at tage hensyn til naturinteresser samt at arbejde for stor forsyningssikkerhed.
Jf. retningslinje 4.37.1 – 4.37.5 skal der inden for indvindingsoplande til almene vandforsyninger, BNBO og OSD, tages særlige grundvandshensyn for at beskytte den nuværende og den fremtidige vandforsyning. Inden for disse områder må den planlagte eller eksisterende arealanvendelse heller ikke ændres, hvis ændringen vil medføre til en væsentlig fare for forurening af grundvandet. Desuden må der hverken placeres grundvandstruende aktiviteter inden for OSD eller indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for OSD, og udpegningerne bør så vidt muligt friholdes for byudvikling og anden ændret arealanvendelse.
Opførelse af solcelleanlægget forventes at have en positiv effekt på grundvandet, idet hele lokalplanområdet udtages fra intensiv landbrugsdrift, hvilket vil reducere udvaskning af næringsstoffer og pesticider til grundvandet. Desuden indebærer det ansøgte projekt, at arealerne drives uden brug af gødning og sprøjtemidler indenfor området.
Transformere indeholder olie, men er hermetisk lukkede og skal ikke påfyldes i transformernes levetid. Under stepup-transformeren er der installeret et olieopsamlingskar, der er elektronisk overvåget og som opsamler olie ved evt. lækage. Lokalplanen sikrer, at olieholdige transformere skal placeres uden for boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Derudover indeholder solcellepanelerne ingen mobile forureningskomponenter. Solcellepanelerne er belagt med glas på både over- og undersiden og indeholder ikke skadelige perfluorerede stoffer (PFAS) eller andre farlige stoffer. Der sker således ingen påvirkning af grundvandet i driften af anlægget, og risikoen for spild og påvirkning af grundvandet i en uheldssituation vurderes at være ubetydelig.
Der udledes ikke miljøfarlige stoffer fra anlægget, som vil kunne påvirke overfladevand eller grundvand. Overfladevand nedsiver på terræn.
Det vurderes derfor, at lokalplanen er i overensstemmelse med retningslinjerne i Kommuneplan 2021 for grundvand, og at anvendelse til solcelleanlæg ikke medfører en øget belastning eller fare for forurening af grundvandet.
Landområder
Lokalplanområdet ligger inden for et udpeget landområde jf. Kommuneplan 2021. Landområder er områder beliggende i landzone. Lokalplanområdet er omfattet af retningslinjerne 4.5.2, 4.5.3 og 4.5.4, der generelt omhandler de hensyn der skal tages til områderne uden for landsbyerne ved placering af anlæg og anden anvendelse i disse områder.
Retningslinje 4.5.2 tilsigter, at der som hovedregel friholdes for anvendelse end jordbrugserhverv.
Lokalplanen giver mulighed for etablering af solcelleanlæg, hvilket afviger fra hovedreglen, men strider ikke imod retningslinjen. I overensstemmelse med retningslinje 4.5.3 og 4.5.4, er der på baggrund af en konkret vurdering i forbindelse med placeringen af anlægget, taget hensyn til naturmæssige, landskabelige, rekreative, miljømæssige og landbrugsmæssige interesser. Særligt de lavbundsarealer, der ligger inden for lokalplanområdet, er blevet taget særligt hensyn til i forbindelse med placeringen af solcelleanlægget, da byggefelterne er blevet placeret udenom udpegede arealer til nye vådområder. Ved at udtage disse arealer og genetablere dem som vådområder tages der hermed hensyn til disse i placeringen af solcelleanlægget. Derudover etableres bl.a. en offentlig sti og fugletårn, der skaber rekreativ værdi til området.
Vandløb
Vandløbene Tudeå og Råmoseløb er i Kommuneplan 2021 prioriteret som indsatsområder med henblik på at leve op til EU's vandrammedirektiv om at beskytte og forbedre tilstanden i vandløb, søer og kystvande. Ifølge kommuneplanens retningslinje 4.8.1, skal det sikres, at vandhåndtering foregår på en hensigtsmæssig måde, som ikke får konsekvenser for projekter og planer andetsteds.
Med lokalplanen forventes bedre vandkvalitet som følge af omlægning fra intensiv landbrugsdrift til ekstensivt plejede arealer mellem og under solcellepanelerne.
Ifølge retningslinje 4.8.3 skal rekreativ udnyttelse af søer, åer og kysten sikres, og ved udbygning af befolkningens rekreative adgang skal der tages hensyn til de berørte arealers sårbarhed over for offentlighedens færdsel.
Med lokalplanen friholdes en afstand på minimum 10 m til langs vandløbene, dog 150 meter til Tudeå. Derudover etableres en offentlig rekreativ sti, der er tilpasset vandløbenes omgivelser.
Samlet set vurderes lokalplanen at være i overensstemmelse med retningslinjer for vandløb.
Oversvømmelse
Lokalplanen ligger inden for et udpeget vandløb jf. Kommuneplan 2021, der kan medføre risiko for oversvømmelse. Området er ikke udpeget som område med risiko for oversvømmelse, men området ligger inden for et udpeget område med vandløb. Af den grund er lokalplanområdet omfattet af retningslinje 4.17.8, der omhandler afværgeforanstaltninger ved oversvømmelse fra vandløb.
Formålet med retningslinjerne for oversvømmelse er bl.a. at imødekomme fremtidens klimaændringer mest hensigtsmæssigt og de stigende havvandsstande.
Det fremgår af retningslinje 4.17.8, at nye tekniske anlæg samt arealer med ændret anvendelse skal separatkloakeres og regnvandet skal håndteres lokalt og/eller med terrænløsninger fx med udnyttelse af lavbundsarealer i det åbne land.
Det vurderes, at lokalplanen i overensstemmelse med retningslinje 4.17.8 vil kunne håndtere regnvandet lokalt samt eventuel oversvømmelse fra vandløbet gennem lavbundsprojekt inden for lokalplanområdet. Projektet handler om at udtage lavbundsarealer inden for lokalplanområdet for at etablere nye vådområder. De nye vådområder vil kunne håndtere regnvand.
Rekreative strukturer – stier
Ifølge Kommuneplan 2021 skal der jf. retningslinje 4.18.6 tages hensyn til de berørte arealers sårbarhed over for offentlighedens/borgernes færdsel, når der udbygges rekreativ adgang til at færdes på stier.
Lokalplanen udlægger en ny offentlig stiforbindelse, der vil blive anlagt bestående af græs, grus eller stenmel. Det vurderes, at lokalplanområdets sårbarhed over for offentlighedens færdsel på stiforbindelsen vil kunne håndteres. Lokalplanen er derfor i overensstemmelse med retningslinjerne for rekreative strukturer, da det ikke vurderes, at de berørte arealer er sårbare over for offentlighedens færdsel.
Gældende kommuneplanramme H3.T03
Lokalplanområdet er i det nordøstlige hjørne delvist omfattet af gældende kommuneplanramme H3.T03. Inden for rammeområdet kan der etableres 6 vindmøller på en ret linje med samme indbyrdes afstand og med specifik anvendelse til vindmøller. Derudover omkranser lokalplanområdet også kommuneplanramme H3.T03 mod vest, der fastlægger specifik anvendelse til teknisk anlæg i form af PtX-anlæg.
For at realisere lokalplanen foreligger der et tilhørende kommuneplantillæg nr. 11 som udvider eksisterende rammeområde til teknisk anlæg og giver mulighed for opførelse af teknisk anlæg i form af solcelleanlæg. Kommuneplantillægget sikrer den nødvendige overensstemmelse mellem lokalplanen og kommuneplanen, og offentliggøres samtidig med lokalplanen.
Det eksisterende rammeområde H3.T03 bliver derfor udvidet. Anvendelsen fastlægges til tekniske anlæg i form af solcelleanlæg samt landbrugsdrift for at pleje området med dyrehold. Teknikbygninger og læskure må opføres i op til 3,5 m højde. Bebyggelse i form af fugletårn kan opføres i en højde op til 5 m, stepup-transformere med tilhørende teknikhus og koblingsudstyr, lagerbygning og batteriopbevaring kan opføres i en højde op til 7,5 m og solcelleanlæg i en højde op til 3,5 m. Lynafleder i forbindelse med stepup-transformer må opføres i op til 15 meter. Beplantningsbælterne skal have en højde på minimum 4 m og en bredde på minimum 5 m omkring solcelleanlægget for at afskærme anlægget. Der kan etableres rekreativ sti og serviceveje.
Gældende lokalplan nr. 582 og nr. 539
Lokalplanområdet er i det nordøstlige hjørne delvist omfattet af gældende lokalplan nr. 539. Lokalplanen fastlægger anvendelse til opstilling af 6 vindmøller med en totalhøjde på 135-140 m, og udlægger areal til en 5 m bred adgangsvej til vindmøllerne. Derudover omkranser lokalplanområdet mod vest lokalplan nr. 582, der fastlægger anvendelse til teknisk anlæg i form af PtX-anlæg.
Gældende lokalplan nr. 539 og 582 opretholdes og suppleres af nærværende lokalplan nr. 592 for solcelleanlæg.
Landsplanlægning
Museumsloven
I henhold til Museumslovens § 25, tager bygherre kontakt til det lokalt ansvarlige museum med det formål at tage stilling til, hvorvidt arbejdet vil berøre væsentlige fortidsminder. Museet skal herpå, inden for en frist på 4 uger, komme med en udtalelse, der eventuelt vil blive baseret på en arkæologisk forundersøgelse.
Derudover gælder generelt museumslovens § 27, stk. 2, som foreskriver, at hvis der findes spor af fortidsminder under jordarbejder, skal anlægsarbejdet straks standes og fundet skal anmeldes til det ansvarlige kulturhistoriske museum Kalundborg og Omegns Museum.
Det lokalt ansvarlige museum: Museum Vestsjælland, Arkæologisk afdeling: plan@vestmuseum.dk. (www.vestmuseum.dk)
Har bygherre eller entreprenør ikke indhentet en sådan udtalelse vil udgifter til standsning af arbejdet (i op til ét år) og til arkæologiske undersøgelser påhvile bygherren.
Gældende regler og vejledninger kan findes på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside www.slks.dk.
Åbeskyttelseslinje
Omkring den del af det beskyttede vandløb, Tudeå, som ligger langs lokalplanområdets sydøstlige afgrænsning, er der pålagt en åbeskyttelseslinje. En mindre del af lokalplanområdet mod sydøst er inden for 150 m fra åbeskyttelseslinjen, hvilket fremgår af kortbilag 2.
Åbeskyttelseslinjen har til formål at sikre vandløbet som værdifuldt landskabselement og som levested for dyre- og planteliv.
For at sikre interesserne inden for åbeskyttelseslinjen friholdes en bebyggelsesfri afstand på 150 m til åbeskyttelseslinjen.
§3-beskyttede vandløb
Inden for lokalplanområdet er der vandløb, som er beskyttede i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3 samt vandløbslovens bestemmelser. Tilstandsændringer af vandløbene kræver dispensation fra naturbeskyttelsesloven og godkendelse efter vandløbsloven af Kalundborg Kommune.
De beskyttede vandløb løber gennem lokalplanområdets sydvestlige del og langs lokalplanområdets sydlige, sydøstlige og østlige afgrænsning, som det fremgår af kortbilag 2. Der friholdes en bebyggelsesfri afstand på minimum 10 m til vandløbene i lokalplanområdet, dog 150 meter til Tudeå.
Der er ikke § 3-beskyttet terrestrisk natur inden for lokalplanområdet. Umiddelbart nord og syd for planområdet ligger mindre moser og vandhuller, som det ses på kortbilag 2.
Der sker således ingen påvirkning af § 3-beskyttet natur. Det ansøgte projekt indebærer, at planområdet fremover drives efter økologiske principper uden brug af gødning og sprøjtning, hvilket forventes at forbedre kvaliteten moser, vandhuller og vandløb.
Bilag IV-arter
I forbindelse med miljøvurderingen af plangrundlaget er der foretaget naturundersøgelser og vurdering af påvirkningen på bilag IV-arter. Der er ikke registreret fredede eller beskyttede dyre- og plantearter i området.
Forholdet til natur og beskyttede arter er uddybet i miljørapporten.
Natura 2000-områder
Lokalplanområdet ligger ca. 7,5 km sydøst for Natura 2000-område nr. 157 ”Åmose, Tissø, Halleby Å og Flasken”, som består af habitatområde H138 og fuglebeskyttelsesområde F100. Der sker ikke afledninger, emissioner eller støj af væsentligt omfang fra anlægget, som vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt. På grund af det planlagte projekts karakter og afstanden til Natura 2000-området er det vurderet, at planlægningen ikke vil påvirke området eller arter på udpegningsgrundlaget.
I miljørapporten indgår en Natura 2000-væsentlighedsvurdering i forhold til arter på udpegningsgrundlaget i Natura 2000-området.
Vandområdeplan
Vandområdeplanerne er en samlet plan for at forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks vandløb, søer, kystvande og grundvand i overensstemmelse med EU's vandrammedirektiv. Kravene for områderne er fremsat i vandområdeplan for Vandområdedistrikt Sjælland. Målet med vandområdeplanerne er, at alle vandområder skal opnå god tilstand. Loven er bl.a. udmøntet i indsatsbekendtgørelsen, der bl.a. skal sikre, at der ikke gives tilladelse til aktiviteter, der forringer tilstanden eller hindrer målopfyldelse for målsatte overfladevandområder.
Inden for lokalplanområdet er der to vandløb, Tudeå og Råmoseløb, der indgår i vandområdeplanerne. Den samlede økologiske tilstand for Tudeå og Råmoseløb er dårlig, mens den kemiske tilstand er ukendt for begge vandløb. Miljømålene for den økologiske og kemiske tilstand af vandløbene er gode.
Det vurderes, at lokalplanen kan gennemføres uden at medføre forringelser i tilstanden for vandforekomster i nærheden af planområdet, ligesom planen heller ikke vurderes at være til hinder for, at fastsatte miljømål og tilstande for nærmeste målsatte vandløb opnås.
Miljøforhold
Jord
Der er ikke registreret jordforurening inden for lokalplanområdet. Der planlægges ikke for miljøfølsom anvendelse i området, og der forventes ikke at være behov for tilladelser i henhold til jordforureningsloven.
Støj
Solcelleanlægget skal overholde Miljøstyrelsens grænseværdier for ekstern støj fra virksomheder, der skal overholdes ved støjfølsomme anvendelser i omgivelserne. For enkeltliggende boliger i det åbne land omkring anlægget gælder grænseværdierne 55 dB(A) om dagen, 45 dB(A) om aftenen og 40 dB(A) om natten.
Solcelleanlæggets transformere og invertere giver anledning til støjpåvirkning i omgivelserne. I miljøvurderingsrapporten indgår en støjberegning af anlægget, hvor det er sandsynliggjort, at støjpåvirkningen i forhold til naboer ikke vil overskride vejledende støjgrænser.
Luft
Der er ingen emissioner fra solcelleanlægget.
Renovation
Der forventes ikke at være væsentlig affaldsproduktion.
Servitutter
Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge- og anlægsarbejder.
Privatretlige byggeservitutter og andre tilstandsservitutter, der er uforenelige med lokalplan, fortrænges af lokalplanen i henhold til planlovens § 18, når Kommunalbestyrelsen har foretaget offentlig bekendtgørelse om planens endelige vedtagelse.
Lokalplanen ophæver ingen servitutter.