Bestemmelser

I henhold til Lov om planlægning (LBK nr. 223 af 01/03/2024) fastsættes følgende bestemmelser for det i § 2 nævnte område.

Lokalplanens bestemmelser er bindende og indberettes på Plandata.dk.

Tekst i kursiv har til formål at forklare og illustrere lokalplanbestemmelserne. Tekst skrevet i kursiv er altså ikke lokalplanbestemmelser, og er således ikke bindende.

1.1

At fastlægge områdets anvendelse til boligformål.

1.2

At udlægge areal til fælles grønne opholdsarealer.

1.3

At sikre god visuel og fysisk sammenhæng med det omkringliggende landskab.

1.4

At udlægge et areal nord for boligbebyggelsen til håndtering af regn- og overfladevand fra lokalplanområdet og det tilstødende lokalplanområde for Lokalplan nr. 594, som samtidig bidrager positivt til området som et "blågrønt" friareal.

2.1

Lokalplanen afgrænses som vist på kortbilag 1, og omfatter dele af matr.nr. 4g Andaks, Kalundborg Jorder, samt alle parceller, der efter lokalplanens offentlige bekendtgørelse, udstykkes fra de nævnte ejendomme inden for lokalplanens område.

2.2

Lokalplanområdet ligger i byzone og forbliver i byzone ved offentliggørelsen af denne lokalplan.

3.1

Lokalplanområdet opdeles i to delområder, jf. kortbilag 2, hvoraf delområde 1 skal anvendes til boligformål med tilhørende friarealer, og delområde 2 skal udlægges som friareal til anlæg af regn- og overfladevandshåndtering såsom regnvandsbassin. Delområde 2 skal benyttes som et fælles areal mellem lokalplanområdet og nabolokalplanområdet udlagt gennem Lokalplan nr. 594, og skal være offentligt tilgængelig. Delområde 2 må kun bebygges med tekniske anlæg til lokalplanområdernes forsyning, og skal ellers friholdes for bebyggelse.

4.1

Ingen grund må udstykkes med et samlet areal på mindre end 250 m2 eller større end 500 m2 inkl. en andel af det fælles friareal, som er 8.267 m2. Hver grund må få en andel på 125 m2 af det fælles friareal. Der må inden for lokalplanområdet maksimalt udstykkes 66 grunde. Uden en andel af det fælles friareal skal grundene gives en størrelse på mindst 125 m2. To grunde må gerne sammenlægges, hvis der ønskes større grunde og tilhørende bolig.

I henhold til Bygningsreglementets beregningsregler (BR18, § 454) må der til grundens størrelse medregnes:

"Grundens andel i et selvstændigt matrikuleret areal sikret som fælles friareal for flere ejendomme. Andelene i det selvstændigt matrikulerede friareal fordeles ligefremt proportionalt efter de enkelte grundes størrelse, medmindre kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde bestemmer andet, herunder en anden delingsnorm, eller at andele i det fælles friareal ikke kan medregnes."

Ved ovenstående bestemmelse er det bestemt, at delingsnormen er, at der til hver grund uanset størrelse skal tillægges 125 m2.

4.2

Området må kun udstykkes i overensstemmelse med lokalplanens formål.

5.1

Vejadgangen til lokalplanområdet sker fra Tømmerupvej i princippet som vist på kortbilag 2 – Administrationskort.

5.2

Boligvejen (den interne vej) i lokalplanområdet skal udlægges i en bredde på mindst 5 meter, hvoraf vejens midte i en bredde af 3 meter skal belægges med asfalt, fliser og eller belægningssten. Boligvejen skal på strækninger, hvor der er parkering, gives en bredde på 7 m med en asfalteret eller flise- og belægningsstensbelagt midte på mindst 3 meter.  Det resterende vejudlæg skal udføres som græsarmering.

Se snittegning i lokalplanens redegørelse

Formålet med bestemmelsen er bl.a. at opbryde vejen i flere flader, som dels forventes at have en hastighedsdæmpende effekt på biltrafikken, og som dels forventes at tilskynde den bløde trafikant til at færdes i midten af vejen på afstand af eventuelt bakkende biler. Kørebanen bliver et slags "shared space".

5.3

Der skal anlægges to stiforbindelser til de omkringliggende områder som vist på kortbilag 2 – Administrationskort. Disse stier udlægges i en bredde af mindst 4 m: Stien i øst-vest gående retning skal anlægges med en jævn fast belægning i en bredde af mindst 1,5 meter, og skal koble sig på en stipassage, som er udlagt gennem Lokalplan nr. 594. Stien i nord-syd gående retning, langs det østlige skel, skal enten anlægges med en jævn fast belægning i en bredde af mindst 1,5 meter eller anlægges som ”natursti” med grusbelægning eller tilsvarende eller holdes som en trampesti, hvor græsset klippes ned.

Der skal anlægges øvrige stier som vist i princippet på kortbilag 3 - Illustrationsskitse. I delområde 1 skal stierne anlægges med en jævn fast belægning. I delområde 2 skal stierne enten anlægges med en jævn fast belægning i en bredde af mindst 1 meter eller anlægges som ”natursti” med grusbelægning eller tilsvarende eller holdes som en trampesti, hvor græsset klippes ned. Stierne i delområde 2 skal koble sig på naboområdet.

Hvor stierne krydser boligvejen skal der udføres en sikker krydsning, i form af et areal med skift i belægning eller tilsvarende, som vist i princippet på kortbilag 3 - Illustrationsskitse. Krydsningen skal udføres i hele boligvejens bredde og minimum samme bredde som stien.

5.4

For boliger under 70 m² skal etableres 1 p plads pr bolig, for boliger over 70 m² skal etableres 1,5 p plads pr bolig.

Mindst 1 p-plads pr. bolig skal etableres langs boligvejen, tæt på de enkelte boliger

5.5

Der skal etableres vendeplads for enden af boligvejen inden for delområde 1.

5.6

Vej-, sti- og parkeringsbelysning skal etableres med en maksimal lyspunkthøjde på 4,2 meter.

5.7

Ved alle typer udendørs belysning i området skal lyskilden være nedadrettet og med stor spredning for at sikre et jævnt og ikke for kraftigt lys. Ved alle lyskilder skal der anvendes hvide eller gule nuancer. 

6.1

Bebyggelsesprocenten må være maks. 45 % for den enkelte grund inkl. tillægsareal af friarealet, jf. § 4.1. 

6.2

Bebyggelsen skal placeres inden for de byggefelter, som er vist på kortbilag 2 – Administrationskort, og efter princippet vist på kortbilag 3 - Illustrationsskitse.

Den nye bebyggelses længdefacader skal principielt orienteres mod syd – sydvest.

Ingen samlet bygning i bebyggelsen må være længere end 50 meter.

Ingen bygning må have en dybde på mere end 11 m.

6.3

Bebyggelse må opføres med en højde på maks. 8,5 m målt fra byggemodnet terræn eller fra et af kommunen godkendt niveauplan, som skal sikre rimelige bebyggelsesmuligheder i forhold til, at terrænet hæves for at kunne håndtere regnvand på en robust måde og minimere oversvømmelse af bebyggede områder.

6.4

Til hver enkelt bolig må der maksimalt opføres 20 m2 sekundær bebyggelse.

7.1

Tage skal udføres med ensidig taghældning eller som saddeltage med minimum 25 graders hældning. Der må ikke benyttes reflekterende materialer. Tagmaterialer skal være tegl- eller beton-tagsten, profilerede metalplader, tagpap uden miljøproblemer ved udvaskning eller begrønnet med sedum/stenurter.

Tagmateriale må ikke være bly, kobber eller zink.

7.2

Boligbebyggelsens skal opføres med facader i blank eller pudset murværk, skærmtegl, træbeklædning eller beklædning med indfarvede, cementbundne plader.

7.3

Vinduer og døre (rammer og karme) skal udføres med træ, metal eller en kombination af disse.

7.4

Udhuse, skure og lignende skal opføres i samme materialer som hovedhusene og kan derudover opføres i kompositbeklædning i mørke farver.

7.5

Facadefarver og vinduer og døre skal udføres i farver som sort, hvid eller naturfarver, eller farver der fremkommer ved en blanding af disse. Naturfarver defineres iht. Bilag B – Farver

7.6

Der kan opsættes solpaneler på tagflader tilpasset bygningens arkitektur og geometri. Udformningen skal godkendes af kommunen.

8.1

Der skal etableres fælles friarealer svarende til 20% af lokalplanområdets areal. Ubebyggede arealer rundt om boligbebyggelsen og rundt om de etablerede parkeringspladser kan anvendes som fælles friarealer.

8.2

Området skal som minimum beplantes som vist retningsgivende på kortbilag 2. Al beplantning, herunder træer og hække, skal bestå af hjemmehørende arter iht. bilag A. Der skal etableres mindst 3 træer indenfor delområde 1, der kan vokse sig store. De skal være højstammede, løvfældende arter, egnet til opstamning til 3 meter frihøjde, eksempelvis: lind, eg, røn eller avnbøg. Disse må ikke fældes uden tilladelse. Der skal etableres buskads langs det sydlige skel i maksimum 3 meters højde og i varierende dybde, varierende fra min. 2,5 meter til minimum 10 meter, gerne op til 15-20 meter. Træer og beplantning skal stedse passes og plejes, og hvis de vælter/går ud skal de erstattes af en ny beplantning.

8.3

Såfremt der etableres hegn i skel, skal de etableres som levende hegn i form af hæk. Der kan etableres trådhegn indvendigt på levende hegn. Levende hegn mod skel skal placeres 30 cm inde på grunden, dog må fælleshegn stå i skel. Levende hegn skal bestå af hjemmehørende arter.

8.4

Der kan opsættes afskærmning mellem de private haver eller terrasser som fast hegn eller hæk. Afskærmningen skal etableres vinkelret på boligbygningen.

Hvis der etableres hæk, kan der opsættes trådhegn på indersiden af hækken. Trådhegnet må ikke være højere end det levende hegn i udvokset stand.

8.5

Ubebyggede arealer må ikke anvendes til oplag eller til placering af uindregistrerede køretøjer, campingvogne, både, trailere og lignende.

8.6

I delområde 2 skal der anlægges et regnvandsbassin/nedsivningsbassin. Bassinnet skal så vidt muligt gives et naturligt udseende, så det indgår som et rekreativt element for boligområdet. Der må kun ske terrænregulering, som har til formål at opbevare og holde på regn- og overfladevandet, herunder etablering af diger. Der skal som minimum etableres et 1,3 m højt dige ved bassinområdets nordlige og østlige skel. Som en del af digets opbygning må der indarbejdes stier samt betonplinte, der kan fungere som siddepladser. 

Regnvandsbassinet modtager regn- og overfladevand fra to lokalplanområder (området for denne Lokalplan nr. 595 samt området for Lokalplan nr. 594.)

8.7

Der må maksimalt befæstes 65 % inden for delområde 1. Delområde 2 må kun befæstes i forbindelse med rekreative stier og anlæg og tekniske anlæg.

8.8

Terræn og befæstede arealer som f.eks. veje skal gives en sådan udformning, at regn- og overfladevand ledes ad strømningsvejene som vist i princippet på kortbilag 4 - Regnvandshåndteringsplan. I forbindelse med byggemodningen må terrænet hæves/sænkes som vist retningsgivende på kortbilag 5 - princip for kotering, for at sikre, at vandet ledes udenom bygninger og hen til nedsivningsbassinet i delområde 2.

Efter byggemodningen må der ikke ske terrænreguleringer på mere end +/- 0,5 m målt fra færdigt byggemodnet terræn, medmindre det er i forbindelse med anlæg såsom regnvandsbassin og andre løsninger til regnvandshåndtering og lign.

8.9

Der skal reserveres areal til affaldsbeholdere i overensstemmelse med Kalundborg Kommunes regulativ om husholdningsaffald.

9.1

Der må etableres tekniske anlæg til områdets forsyning.

9.2

Ledninger skal udføres som jordledninger.

10.1

Ved endelige vedtagelse og offentlige bekendtgørelse af denne lokalplan nr. 595 for boligområde ved Tømmerup Banke, Spangsbro, ophæves lokalplan nr. 5.1-3 for et boligområde ved Spangsbro, for det område der er omfattet af denne lokalplan.

10.2

Ved endelige vedtagelse og offentlige bekendtgørelse af denne lokalplan nr. 595 for boligområde ved Tømmerup Banke, Spangsbro ophæves servitut nummer 24.11.2006-21565-22, for det område der er omfattet af denne lokalplan.

Ny bebyggelse eller ændret anvendelse af ubebyggede arealer må ikke tages i brug uden Kalundborg Kommunes tilladelse, før nedennævnte anlæg er udført for den del af området, som tages i brug.

11.1

At bebyggelsen er kloakeret og tilsluttet kloaksystemet efter Kalundborg Kommunes anvisning.

11.2

At de nødvendige anlæg til håndtering af regnvand er udført.

11.3

At fælles friarealer og beplantning er udført i overensstemmelse med § 8.

Kalundborg Kommune kan dog tillade, at beplantning udskydes til førstkommende forår/efterår.

11.4

At den interne boligvej, stiforløb og parkeringsarealer er anlagt i overensstemmelse med § 5.

12.1

Såfremt delområde 1 udstykkes, skal der oprettes en grundejerforening for dette område med medlemspligt for samtlige ejere af ejendomme inden for lokalplanens område.

12.2

Grundejerforeningen skal oprettes senest, når Kommunalbestyrelsen kræver det.

12.3

Grundejerforeningens vedtægter og ændringer heri skal godkendes af kommunen.

12.4

Grundejerforeningen skal forestå indretning, drift og vedligeholdelse af fælles friarealer indenfor delområde 1 (herunder legepladser), beplantninger, veje, stier og parkeringsanlæg.

Grundejerforeningen har desuden drift af anlæg til håndtering af regnvand.

Det er jordejeren, der udstykker lokalplanområdet, som varetager drift og vedligeholdelse indtil en fælles grundejerforening er oprettet.

Drifts- og vedligeholdelsesplan skal godkendes af Kommunalbestyrelsen.

Efter Kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse og offentlige bekendtgørelse af lokalplanen må ejendomme, der er omfattet af planen kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser (jf. Lov om planlægning, § 18).

Den eksisterende lovlige anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil.

Planen medfører ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v., der er indeholdt i planen.

Kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af planens bestemmelser, under forudsætning af, at det ikke er i strid med principperne i planen.

Mere væsentlige afvigelser fra planen, der ikke er i overensstemmelse med planens principper kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.

I henhold til Lov om planlægning, § 47, kan der foretages ekspropriation af private ejendomme eller rettigheder over ejendomme, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af planen.

Privatretlige servitutter og øvrige tilstandsservitutter, der måtte være uforenelige med planens bestemmelser, fortrænges af lokalplanen, når Kommunalbestyrelsen har foretaget offentlig bekendtgørelse om planens endelige vedtagelse.