Kommuneplanen
Lokalplanen er i overensstemmelse med Kalundborg Kommuneplan 2021-2032.
De relevante retningslinjer og bestemmelser uddybes i dette afsnit.
Området er omfattet af Kommuneplanramme K10.B05 – Kåstrup Spangsbro By
Gældende kommuneplanramme for lokalplanområdet.
Gældende kommuneplanramme for lokalplanområdet.
Gældende lokalplan 5.1.3
For de områder der er omfattes af denne nye lokalplan erstattes eksisterende lokalplan 5.1-3 af denne lokalplan.
Kystnærhedszonen
Lokalplanområdet er ikke omfattet af kystnærhedszonen, idet området i forbindelsen ved vedtagelse af Regionplan 2005-2016 er udtaget af kystnærhedszonen og gennem den eksisterende lokalplan er overført til byzone.
Lokalplanområdet ligger ca. 2,5 km fra nærmeste kyststrækning (Saltbæk Vig) og vil ikke påvirke kysten visuelt.
Kulturmiljø
Mod syd grænser lokalplanområdet op til det åbne land og overdrevsbakkerne Tømmerup Banke, som i Kalundborg Kommuneplan 2021-2032 er udpeget til et værdifuldt kulturmiljø. Tømmerup Banke er fredet for deres landskabelige og biologiske værdi og vedligeholdes som overdrevsarealer.
Lokalplanområdet ligger i byzone og er en naturlig udvidelse af Spangsbro by. Lokalplanen vil visuelt påvirke kulturmiljøet syd for lokalplanområdet, men idet lokalplanen anviser retningslinjer for bebyggelsens udformning herunder blandt andet, højde, udstrækning og de grønne områder, vil påvirkningen være minimal og i overensstemmelse med intentionerne i Kalundborg Kommuneplan 2021-2032.
Museumsloven
Ved påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder i lokalplanområdet kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde udføres, i henhold til Museumslovens § 25 anmode det lokalt ansvarlige museum om at tage stilling til, hvorvidt arbejdet vil berøre væsentlige fortidsminder. Museet skal herpå inden for en frist på 4 uger komme med en udtalelse, der eventuelt vil blive baseret på en arkæologisk forundersøgelse.
Det lokalt ansvarlige museum: Museum Vestsjælland, Arkæologisk afdeling: plan@vestmuseum.dk. (www.vestmuseum.dk)
Den sydlige del af det område der blev udbudt til salg i 2023, herunder hele nærværende lokalplanområde, er frigivet til byggemodning af Museum Vestsjælland, jvf. "Beretning for arkæologisk forundersøgelse", dateret 12. marts 2008, der er udført i forbindelse med forventet udstykning til parcelhuse som forudsat i den tidligere lokalplan.
Skulle der mod forventning dukke andre anlægsspor op, end de der fremgår af ovennævnte "Beretning for arkæologisk forundersøgelse", har bygherre pligt til at informere Museum Vestsjælland herom
Naturbeskyttelsesinteresser
Den sydlige del af af lokalplanområdet er udpeget som en potentiel, økologisk forbindelse, som er en del af GRØNT DANMARKSKORT. GRØNT DANMARKSKORT er en helhedsplan for Kalundborg Kommunes naturområder og består af områder med særlige naturbeskyttelsesinteresser, potentielle naturområder, økologiske forbindelser og potentielle økologiske forbindelser. Natur og områder, der indgår i GRØNT DANMARKSKORT, ses at være særlig værdifuld ved f.eks. at have stor biodiversitet, at skabe mulighed for at udvide eller forbinde eksisterende naturområder og/eller at kunne bidrage til andre formål som f.eks. klimatilpasning, friluftsliv og rekreation m.v.
For at styrke den potentielle, økologiske forbindelse, som findes inden for lokalplanområdet, stilles der krav om en busk- og kratbevoksning mod syd, som kan skabe bedre sammenhæng mellem beplantningen ved Tømmerup Banke og beplantningen ved Tømmerup Hallen, som trækker den potentielle, økologiske forbindelse. Beplantningen skal bestå af hjemmehørende, egnstypiske arter i form af buskbeplantning i op til 3 meters højde og mindre træer. Derudover vil et krav om mindst 3 store træer indenfor lokalplanområdet betyde, at der med tiden vokser sig store træer til, som kan tilbyde levesteder for insekter og smådyr i mange år, og hvis dyreliv og karakter kan være til glæde for områdets beboere.
Lokalplanen kan derfor forventes at bidrage positivt til den potentielle økologiske forbindelse, og for lokalplanområdet som helhed kan forventes en større biodiversitet end på den nuværende landbrugsjord.
Nærmeste Natura 2000 områder er 154 Sejerø Bugt, Saltbæk Vig, Bjergene, Diesebjerg og Bollinge Bakke. Ca. 1,5 km. Mod NØ og 166 Røsnæs, Røsnæs Rev og Kalundborg Fjord Ca. 4,8 km. Lokalplanen vil ikke påvirke disse naturbeskyttelsesområder.
Landskab
I Kalundborg Kommuneplan 2021-2032, er byzonen omkring Spangsbro undtaget fra retningslinjerne for landskaber med generelle beskyttelsesinteresser. Landskabet omkring Spangsbro er beskrevet i landskabskarakterbeskrivelsen "Spangsbro", jf. Kalundborg Kommuneplan 2021´s afsnit ”By og landskab / Natur og kultur / Landskab”, og består af et bølget landskab med enkeltstående bakker og få hegn, der skaber et mellem skala landskab. Det vurderes, at rækkehusene vil placere sig fint op imod landskabet ved at bygningerne primært orienterer sig på en måde, der skaber visuelle og grønne forbindelser mellem bygninger og ud mod det åbne land.
Geologi
Lokalplanområdet er del af det nationale værdifulde geologiske interesseområde, Røsnæs. Områderne er udpeget af Naturstyrelsen. Lokalplanområdet er beliggende i byzone og opleves ikke som værende et bærende element for interesseområdet, som er karakteriseret ved at være et glacialt landskab med en markant randmoræne. Lokalplanområdet opleves ikke som en del af randmorænen, og derfor vil terrænreguleringer og bebyggelse iht. lokalplanen ikke påvirke de geologiske interesser, der er baggrund for udpegningen.
Oversvømmelse og erosion
Kommuneplan 2021 udpeger ikke lokalplanområdet som udsat i forhold til oversvømmelse og erosion.
Miljøforhold
Grundvand
Lokalplanområdet er del af område med generelle drikkevandinteresser og er ikke omfattet af andre drikkevandsinteresser. I starten af 2024 lå der en vandindvindingsboring, men denne er blevet sløjfet. Dette er sket som led i lokalplanprocessen, da det skulle undersøges om regn- og overfladevandshåndteringen kunne have væsentlige virkninger på boringen, herunder om saltning af de nye veje ville have konsekvenser. Ejer af boringen, Kalundborg Forsyning oplyste, at de ikke benytter boringen, og det blev aftalt, at denne skulle sløjfes. Dette er nu udført.
Håndtering af regn- og overfladevand
På baggrund af ønske fra projektudvikler er det undersøgt og vurderet muligt, at regn- og overfladevand kan håndteres indenfor lokalplanområdet, og området skal derfor ikke tilsluttes Kalundborg Forsynings regnvandssystem. Der er udarbejdet en samlet vandhåndteringsplan (Blå Plan), der sikrer, at regnvand ledes via grøfter, rør, veje og lign. til bassiner, faskiner og ubebyggede områder, hvor det kan nedsive og delvis fordampe. Den Blå Plans retningslinjer for strømningsveje indenfor lokalplanområdet er vist på kortbilag 4. Terrænreguleringer skal ske iht. strømningsvejene vist på Blå Plan, da det sikrer, at hverdagsvandet (T5 - regnvejrhændelse, som forventes hvert 5. år) føres til bassinet, udlagt i delområde 2. Ved ekstremregn (T100) føres vandet hen til nedsivningsbassinet samt ubebyggede områder. Blå Plan har desuden redegjort for, at boligudbygningen ikke medfører, at den eksisterende by risikerer værre oversvømmelser end ved nuværende situation. Nedsivningsbassinet er desuden dimensioneret til at modtage regn- og overfladevand fra en del af nabolokalplanområdet, udlagt gennem Lokalplan nr. 594.
Indenfor lokalplanområdet findes der flere dræn, som skal omlægges i forbindelse med byggemodningen, idet drænene ikke må ligge indenfor de områder, hvor der tillades nedsivning. Ved omlægningen af drænene skal der holdes en respektafstand til de planlagte træer, således deres rodnet ikke vokser ind i drænene. Omlægningen af dræn og terrænreguleringer, der ændrer overfladevandets naturlige afstrømning kræver tilladelse efter vandløbsloven.
Der skal meddeles en nedsivningstilladelse til regnvandshåndtering efter miljøbeskyttelsesloven. Blå plan er udarbejdet på baggrund af bebyggelsesplanerne for hhv. dette lokalplanområde og nabolokalplanområdet udlagt gennem Lokalplan nr. 594. Befæstelsesgraden for lokalplanområderne er inkl. en buffer på omkring 5 %, og løsningerne til at håndtere regn- og overfladevand er dimensioneret efter denne befæstelsesgrad. Området må derfor ikke befæstes yderligere end dette. Det skal oplyses, at en nedsivningstilladelse efter Miljøbeskyttelseslovens §19, kan til enhver tid og uden erstatning ændres eller tilbagekaldes via § 20, hvis nedsivningsløsningen ikke fungerer efter hensigten. Løsningerne til håndtering af regn- og spildevand skal driftes og vedligeholdes af jordejerne af de to lokalplanområder, eller indtil der oprettes en fælles grundejerforening/regnvandslaug, som kan overtage opgaven.
Jordforurening
Lokalplanområdet er beliggende i byzone og er derfor omfattet af områdeklassificering, der betyder at jord skal analyseres for forurenende stoffer og anmeldes til Kalundborg Kommune før bortskaffelse. Lokalplanområdet er ikke kortlagt for forurening på vidensniveau V1 eller V2
Støj
I henhold til miljøstyrelsens støjkortlægning ses området ikke at være påført en støjbelastning fra veje, jernbane, industriområder e.l., større end 55 dB(A).
Ledningsanlæg
Over det sydøstlige hjørne af området passerer en højspændingsledning, til hvis midte bebyggelse skal holde en afstand på 25 m.
Forsyning
Spildevand
Området er omfattet af Kalundborg Kommunes spildevandsplan 2017-2027. Kloakopland: Lokalplan ø.1-3
Lokalplanområdet er planlagt separatkloakeret (spildevand og overfladevand løber i hver sin ledning), men der udarbejdes et spildevandsplantillæg, som ændrer området til kun at være spildevandskloakeret.
Varmeforsyning
Lokalplanområdet hører til Kalundborg Forsynings område.
Vandforsyning
Lokalplanområdet hører til Kalundborg Forsynings område.
Renovation
Af hensyn til fremkommeligheden i området skal køreveje for renovationsbiler og vendepladser indrettes efter reglerne i Kalundborg Kommunes Regulativ for husholdningsaffald/Regulativ for erhvervsaffald, som kan læses på Kalundborg Kommunes hjemmeside www.kalundborg.dk.
Af hensyn til arbejdsmiljøet skal transportvejene mellem afhentningssted og renovationsbilerne leve op til kravene i Kalundborg Kommunes Regulativ for husholdningsaffald/Regulativ for erhvervsaffald.
Udformningen af adgangsforholdene skal godkendes af kommunen og renovatøren.
Servitutter
Ved udarbejdelsen af lokalplanen er registreret flg. tinglyste servitutter, som kan have betydning for bygge- og anlægsarbejde inden for lokalplanområdet.
Dato-løbenummer | Tekst | Beskrivelse | Påtalebrettiget | Bemærkning |
09.04.1956-904526-22 | Dok om forsynings-/ afløbsledninger mv, Ikke til hinder for prioritering | Tinglyst elmaster og med beliggenhed som vist i servitutten. Der tinglyses følgende bestemmelser vedr. elmasterne:
|
Nordsjællands Elektricitetsværk NVE eller til hvilket selskabet rettighederne måtte være overdraget. | Lokalplanområdet er omfattet af servitutbælterne omkring ledningsnettet. I forbindelse med detailplanlægningen af bebyggelsen bør servitutbælterne stedfæstes, så det kan afgøres om de er i konflikt med lokalplanen. |
19.09.1973-11207-22 | Dok om forsynings-/ afløbsledninger mv, Ikke til hinder for prioritering | Tinglyst elkabel med servitutbælte på 1 m fra ledningsmidte og beliggenhed som vist på rids i servitutten. | Nordsjællands Elektricitetsværk NVE eller til hvilket selskabet rettighederne måtte være overdraget. | Det kan ikke udelukkes at elledningen er beliggende i lokalplanområdet. I forbindelse med detailplanlægningen af bebyggelsen bør elledningens placering stedfæstes og LER-oplysninger indhentes. |
21.11.1980- 17855-22 | Dok om forsynings-/ afløbsledninger mv, Vedr 4G | Overenskomst mellem ejere af daværende matr. 4r, 4a Andaks, om nedlægning af en rørledning med beliggenhed som vist på rids i servitutten. Overenskomsten er aftalt uden afgørelse fra Landvæsenskommissionen. | Vurderes at være de til enhver tid værende ejer af matr. 4g, 3a Andaks. | Det kan ikke udelukkes at rørledningen er beliggende i lokalplanområdet. I forbindelse med detailplanlægningen af bebyggelsen bør elledningens placering stedfæstes og LER-oplysninger indhentes. |
17.05.2004- 9098-22 |
Dekl. om tilslutning til kollektiv varmeforsyning, (berig.31.03.2005) | Tilslutnings- og forblivelsespligt til kollektivtvarmeforsyning | Kalundborg Kommune eller til hvilket forsyningsselskab rettighederne måtte være overdraget. |
Servitutten er gældende, men påtænkes aflyst. |
24.11.2006-21565-22 | Lokalplan nr 5.1-3,vedr 4G | Gældende lokalplan. | Kalundborg Kommune | Ved vedtagelsen af denne lokalplan aflyses servitutten for det område som er omfattet af denne lokalplan. |
Ingen af ovenstående servitutter er til hindre for lokalplanens realisering. Privatretlige byggeservitutter og andre tilstandsservitutter, der er uforenelige med lokalplan, fortrænges af lokalplanen i henhold til planlovens § 18. Under lokalplanens § 10 opremses de servitutter, der aflyses i forbindelse med lokalplanens endelige vedtagelse i henhold til planlovens § 15, stk. 2, nr. 16.