Politiet
Vejmyndigheden giver med samtykke fra politiet tilladelse til udførelse af vejanlæg m.m., der kan have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling (se Færdselslovens § 100).
Vandløbsloven
Omlægning af dræn forudsætter vandløbsmyndighedens tilladelse efter vandløbsloven (LBK nr. 1217 af 25. november 2019).
Landbrugsstyrelsen
Lokalplanområdet omfatter landbrugsejendomme. Der må på arealer med landbrugspligt ikke foretages ændringer af eksisterende forhold, før Landbrugsstyrelsen har godkendt, at landbrugspligten ophæves for det pågældende areal.
Landbrugspligten kan ophæves ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, når jorden inden 5 år skal anvendes til erhverv og ligger i byzone, jf. landbrugslovens § 6, stk. 1, nr. 1. En del af lokalplanområdet ligger i byzone, mens den resterende del af lokalplanområdet overføres til byzone ved lokalplanens endelige vedtagelse. Herefter kan lokalplanpligten ophæves på hele lokalplanområdet. Se desuden afsnittet ”Zoneforhold”.
Landbrugsstyrelsen kan i forbindelse med ophævelsen af landbrugspligten stille betingelser i medfør af landbrugsloven vedrørende jordens drift og/eller afhændelse af ejendommens øvrige jorder til sammenlægning med anden landbrugsejendom.
Vejdirektoratet
Der må ikke uden tilladelse fra Vejdirektoratet, i henhold til vejlovens § 40, stk. 2, opføres ny bebyggelse eller tilbygning til eksisterende bebyggelse, foretages væsentlige ændringer i eksisterende bebyggelse, genopføres nedbrændt eller nedrevet bebyggelse eller etableres andre anlæg og indretninger af blivende art (f.eks. hegnsmure, parkeringsarealer, interne køreveje, stier, støjvolde og anden støjafskærmning, faststøbte og/eller belyste skilte, faststøbte flagstænger og reklamer, belysningsanlæg og ledningsanlæg) inden for det vejbyggelinjepålagte areal langs Hovvejen.
Der må ikke etableres nye vej- og stiadgange fra lokalplanområdet til Hovvejen uden Vejdirektoratets tilladelse, jf. vejlovens § 49. Vejadgang skal foregå via Rendsborgparken.
Der må ikke uden tilladelse fra Vejdirektoratet, i henhold til vejlovens § 73, stk. 3, foretages udgravning eller påfyldning nærmere Hovvejen end 3 m samt nærmere vejens areal end svarende til to gange højdeforskellen mellem udgravningen eller påfyldningen og vejens areal. Vejbyggelinjen er tinglyst på ejendommen, målt 20 meter fra midten af Hovvejen.
Ledningsejere
Ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst. Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan f.eks. dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og TV-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger.