Denne del af klimaplanen handler om at få reduceret udledningen af de drivhusgasser, der bidrager til den globale opvarmning.

HVAD ER DRIVHUSGASSER?

Drivhusgasser er en fælles betegnelse for de luftarter, der bidrager til drivhuseffekten. Når koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren vokser, medfører det ændringer i drivhuseffekten, der samlet set får jordens temperatur til at stige og dermed ændrer klimaet på jorden. Luftarterne omfatter gasserne kuldioxid (CO2), metan (CH4), lattergas (N2O) og F-gasser.

Drivhusgasser findes naturligt i jordens atmosfære og har den særlige egenskab, at de lader solens varmende stråler slippe ned til jorden, og forhindrer en del af varmen fra jorden i at undslippe igen. Denne funktion kaldes også drivhuseffekten.

Der er stor forskel på, hvor meget udledningen af de forskellige drivhusgasser påvirker den globale opvarmning. For at kunne sammenligne drivhusgasserne omregner man det hele til såkaldte CO2-ækvivalenter. Det betyder, at man ser på, hvor meget udledningen af en anden drivhusgas ville svare til i CO2. Ét ton metan fx svarer til 25 ton CO2 i forhold til, hvor meget det skader i atmosfæren.