Klimaregnskab for kommunen som geografisk enhed

Der er udarbejdet et klimaregnskab for kommunen som geografisk område. Det viser drivhusgasbelastningen inden for kommunegrænsen og danner grundlaget for denne klimaplans prioritering af indsatser.

Klimaregnskabet er en statusopgørelse af det samlede udslip af drivhusgasserne kuldioxid (CO2), metan (CH4) og lattergas (N2O), der er forbundet med sektorerne landbrug, skovbrug og anden arealanvendelse, affalds-og spildevandshåndtering, industrielle processer og produktanvendelse samt energi og transport.

Indenfor Kalundborg kommunes geografi blev der i 2019 udledt 1.076.400 tons CO2-ækvivalenter og som det fremgår af Figur 4. udgør udledningen fra industrien en betydelig andel. Nedenfor er de væsentligste kilder til udledning af drivhusgasser beskrevet.

 

 

 

 

Elektricitet, varme og produktion

Industriens udledning udgør med 47% ca. halvdelen af den samlede drivhusgasudledning i kommunen. Den absolut største enkeltkilde er raffinaderiet, der anvender gas i sin produktion, og derved udleder 427.500 tons CO2-ækvivalenter. I den størrelsesorden får ændringer i industriens udledninger stor indvirkning på det samlede drivhusgasregnskab. Til sammenligning bliver der udledt ca. 10.000 ton CO2 fra olie- og gasfyr til boligopvarmning, altså ca. 1% af det samlede CO2 regnskab.

I 2019 brugte Ørsted på Asnæsværket stadig kul til at producere varme og strøm. I dag er Asnæsværket omstillet til at køre på certificeret biomasse – som regnes for at være CO2 neutralt.

Vedvarende energi fra vindmøller, solceller, biomasse og biogas dækker ca. 25% af det samlede energiforbrug. Ca. 16% af den vedvarende energi er produceret indenfor kommunegrænsen, resten importeres form af fx træflis.

Der er 14 industrielle virksomheder, der bruger naturgas i deres produktion, de udleder ca. 80.000 ton CO2, hvilket er 8% af den samlede udledning.

Landbrug og arealer

I Kalundborg kommune udgør udledningen fra husdyrbrug og planteavl tilsammen ca. 9 % af det samlede klimaregnskab. Landbrugets processer er en væsentlig kilde til udledning af drivhusgas. Klimaregnskabet foretager separate opgørelser af husdyrbrug og den del af planteavlen, som består af etårige afgrøder og græs i omdrift. Posterne ”planteavl” og ”husdyrbrug” i klimaregnskabet skal suppleres med data fra ”anden arealanvendelse” og fra energi- og transportsektoren for at vurdere landbrugssektorens samlede udledning.

Transport

Transportsektorens største udledninger kommer fra biler og varebiler, hvis brug af benzin og diesel udleder næsten 50.000 ton CO2, hvilket svarer til ca. 5 % af den totale CO2- udledning i kommunen. Flyrejser har det næststørste bidrag med ca. 3% af CO2 udledningen.

Fra Kalundborg kommune sejler der færger til Samsø, Nekselø og Sejerø. Færgerne udleder ca. 8.000 ton CO2. Busser og togs dieselforbrug betyder udledning af ca. 4.000 ton CO2, altså under 0,5% af den totale udledning i kommunen. Tung transport fx gods og varer i lastbiler udgør i regnskabet ca. 2.000 ton per år.

Affald og processer

CO2 udledningen fra håndtering af affald og spildevand i Kalundborg Kommune er relativt begrænset – samlet set udgør det ca. 1 % af den samlede CO2 udledning. Det skyldes blandt andet, at det indsamlede restaffald forbrændes udenfor kommunegrænsen.