Når et byggemodnet område skal tilsluttes forsyningsselskabets kloaknet, skal bygherren kontakte Kalundborg Forsyning med henblik på at aftale vilkår for tilslutning og eventuel overdragelse af anlægget, da bygherren kan vælge at overdrage et nyetableret kloaknet til forsyningsselskabet, som derved overtager drift og vedligehold af denne. Når anlægget er færdigetableret skal det færdigmeldes hos Kalundborg Kommune.
Kloakeringen udføres med et stik til hver matrikel. Uanset om anlægget er fællesprivat eller offentligt, skal der betales tilslutningsbidrag til Kalundborg Spildevand A/S iht. gældende takstblade, hvis det er beliggende i et kloakopland. Et kloakanlæg, som er udført på bygherres vegne kan, hvis det kan opnå godkendelse, overgå til Kalundborg Spildevand A/S, som vil afholde dokumenterede omkostninger.
Byudvikling og byggemodninger sker løbende og fremgår af afsnittet "Indsatser og Økonomi".
Befæstelsesgraden på den enkelte grund må ikke være højere end den der er fastsat for den pågældende områdetype jf. afsnittet "Afløbskoefficient" - "Nye tilslutninger".
Hvis der befæstes ud over den maksimalt tilladte befæstelsesgrad, skal der tilbageholdes/forsinkes regnvand, så afledningen svarer til den maksimalt tilladte befæstelsesgrad.
Regnvand kan, hvis det er muligt håndteres lokalt i nye bebyggelser, herunder skal man så vidt muligt vælger løsninger, som udnytter vandets rekreative værdi. Det kan være åbne græsklædte forsinkelsesbassiner, små søer i grønne fællesarealer eller regnbede beplantet med blomster.
Hvis et område der skal byggemodnes, er planlagt separatkloakeret (tostrenget system for hhv. regn- og spildevand) kan bygherren alternativt vælge spildevandskloakering (et-strenget system til spildevand og regnvandet håndteres lokalt) kombineret med LAR-løsninger. Valget afhænger bl.a. af, om jordbundsforhold og grundvandsspejl tillader nedsivning lokalt. Kalundborg Kommune opfordrer til, at løsninger for håndteringen og udnyttelsen af regnvand som en ressource, tænkes med allerede i den tidlige planlægningsfase, når et område skal byggemodnes. På den måde vil man sikre, at borgere og virksomheder tilbydes miljørigtige, klimasikrede helhedsløsninger i Kalundborg Kommunes nye bolig- og erhvervsområder.