Miljøvurdering
Kommuneplanen er screenet i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer for at vurdere, om der sker væsentlige miljøpåvirkninger forbundet med revisionen af kommuneplanen. Screeningen viser, at det ikke er nødvendigt at udarbejde en miljøvurdering.
Baggrund for screeningen
Kalundborg Kommune reviderer den gældende Kommuneplan 2013-2024 med henblik på, at en ny Kommuneplan 2017-2028 kan vedtages af Kommunalbestyrelsen inden udgangen året.
Kommuneplanrevisionen behandler en række udvalgte temaer, der dels følger op på mål i Udviklingsstrategien, dels har afsæt i den gældende Kommuneplan 2013 og statslige interes-ser/krav. Der er fokus på såvel mulige potentialer og sammenhænge som på konkret planlægning.
Kommuneplan 2017 behandler overordnet følgende temaer og udvalgte emner:
- Erhvervsudbygning - herunder undersøge muligheder for ny erhvervsudvikling.
- Boligudvikling - herunder undersøge behovet for evt. ændringer i sammensætningen af boligtyper inden for eksisterende boligudlæg.
- Landsbyer - undersøge potentialet for at forbedre de rekreative muligheder ved lands-byerne ved at koble landsby og landskab bedre sammen (Jf. Kommunens Udviklingsstrategi 2016).
- Skovrejsning - revision af udpegede områder, hvor skovrejsning er ønsket/uønsket (jf. opfølgning på Kommuneplan 2013).
- Grønt Danmarkskort og økologiske forbindelser - udarbejde grundlag for kommunens bidrag til et landsdækkende Grønt Danmarkskort, med prioritering af naturindsats (jf. statslige interesser).
- Kommuneplanens rammebestemmelser - en kvalificering, herunder fokus på visse bymidteområder.
- Mindre udvidelse af Kalundborg Centerområde mod øst (jf. konkret ansøgning fra dagligvarebutik)
I forhold til Lov om Miljøvurdering af planer og programmer, er det indledningsvist identificeret, hvor der med kommuneplanforslaget sker indholdsmæssige eller arealmæssige ændringer i forhold til det tidligere plangrundlag, jf. mål, retningslinjer og evt. rammer for lokalplanlægning. Herunder er der overordnet set sket ændringer inden for følgende emner:
- Erhvervsudbygning
- Skovrejsning
- Grønt Danmarkskort og økologiske forbindelser
- Mindre udvidelse af Kalundborg Centerområde (øst)
Dernæst er der foretaget en screening med udgangspunkt i det brede miljøbegreb for at afgøre, om der kan være en væsentlig miljøpåvirkning forbundet med ændringerne, som skal undersøges nærmere i en miljøvurdering. Kommuneplanen er en overordnet plan og dette fordrer, at undersøgelsen gennemføres på et overordnet niveau. Der er i vidt omfang taget udgangspunkt i, at mange evt. miljømæssige problemstillinger vil blive varetaget i forbindelse med den nærmere planlægning for områderne.
Under links og dokumenter i bunden kan hele screeningen ses.
Konklusion
Som følge af den gennemførte screening i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer vurderer Kalundborg Kommune samlet set, at der ikke er forhold i forbindelse med udarbejdelsen af Kalundborg kommuneplan 2017-2028, der skal undersøges nærmere i en miljøvurdering.