Kommuneplanen
Lokalplanområdet er ikke omfattet af en kommuneplanramme, og
derfor er der udarbejdet et kommuneplantillæg, som sikrer, at der er den nødvendige overensstemmelse mellem lokalplanen og Kommuneplan 2021 – 2032.
Kommuneplantillægget omfatter det samme område som lokalplanen.
Planlagt trafikanlæg
Dele af ramme- og lokalplanområdet mod syd, ligger inden for planlagt trafikanlæg, Rute 23 i henhold til Kalundborg Kommuneplan 2021 – 2032. Rute 23 er en statsvej, og der har derfor været tæt dialog mellem grundejer, Kalundborg Kommune og Vejdirektoratet. Vejdirektoratet har skriftligt tilkendegivet, at der ikke er udfordringer med afgrænsning og ønsket placering af blokfabrik, inden for det planlagte trafikanlæg.
Grønt Danmarkskort
Dele af lokalplanområdet er omfattet af Grønt Danmarkskort – Økologiske forbindelser. Lokalplanområdet udgør en mindre del af en større sammenhængende økologisk forbindelse omkring Bregninge Å. De aktiviteter, der vil ske i området, vurderes ikke at ville ændre på den måde dyr i dag bevæger sig i området, bl.a. fordi der ikke opsættes hegn omkring området. De aktiviteter, der allerede foregår i området i dag, vurderes heller ikke at være til hinder for dyr og planters spredningsmuligheder. Ydermere er afgrænsningen lavet således, at §3-beskyttede områder ikke bliver berørt af bebyggelse og aktiviteter knyttet hertil. Der stilles samtidig krav om afstand til skel og mod §3-beskyttede områder, hvorfor det vurderes, at planerne ikke vil medføre en påvirkning af disse.
Ved realisering af planen vil den økologiske forbindelse ikke blive afbrudt, og de centrale dele af de økologiske forbindelser vil ikke blive berørt.
Kommuneplantillæg nr. 6 offentliggøres samtidig med lokalplanen, og fastsætter følgende bestemmelser for lokalplanlægningen inden for rammeområdet, S6.E02:
Rammeomr. | S6.E02 |
Områdets anvendelse |
Erhverv |
Specifik anvendelse | Erhverv i relation til grusgravindustri, betonvarefremstilling og råstofindvinding |
Zoneforhold | Landzone |
Fremtidige zoneforhold | Landzone |
Maks. bebyggelsesprocent | 40% |
Maks. bygningshøjde (m) | 17 |
Bebyggelsesforhold i øvrigt | Visse bygningsdele såsom siloer, skorstene, udluftningskanaler, tanke o. lign. kan efter nærmere planlægning opstilles med en højde på op til 25 m. |
Miljøforhold | Miljøklasse 3-6 |
Infrastruktur (vej, stier og trafikforhold) | Trafik til og fra blokfabrikken bliver som udgangspunkt afholdt på interne veje og stier. |
Tabel 1 - Kommuneplanrammer for S6.E02
Figur 8 - Afgrænsning af kommuneplanramme S6.E02 og lokalplan nr. 585
Grundvand
Lokalplanområdet ligger både inden for et område med særlig drikkevandsinteresse (OSD), et indvindingsopland og delvist inden for nitratfølsomme indvindingsområder (NFI). Disse områder skal friholdes for virksomhedstyper og anlæg, der medfører en væsentlig fare for forurening af grundvandet, jf. bekendtgørelse om krav til kommuneplanlægning i OSD og indvindingsoplande.
Der er udarbejdet en supplerende grundvandsredegørelse ifm. planlægningen af nærværende projekt. Heri vurderes det, at placeringen af den nye fabrik er fordelagtig i forhold til alternative placeringer, da det ved denne placering allerede er lignende erhvervsaktiviteter.
Det vurderes, at de stoffer og materialer, som planlægges anvendt inden for lokalplanområdet ikke vil give årsag til grundvandsforurening, da de håndteres udelukkende inde i fabrikken, i lukkede beholdere og anvendes i lukkede systemer på fuldt befæstede arealer med opsamlingsmuligheder. Der vil ikke være forurenende materialer på udendørs lager- og oplagspladser.
I grundvandsredegørelsen vurderes det således, at der er en særlig planlægningsmæssig begrundelse for placeringen af projektet og faren for forurening af grundvandet forebygges.
På baggrund af ovenstående vurderes det, at en realisering af planen ikke vil medføre risiko for en væsentlig miljøpåvirkning af grundvandet.
Museumsloven
Museum Vestsjælland har udtalt, jf. Museumslovens §25, at der ikke vurderes at være risiko for skjulte fortidsminder inden for arealet.
Området er kraftigt terrænreguleret i nyere tid, og alle evt. skjulte fortidsminder vurderes sandsynligvis at være forgået i denne proces.
Hvis museet har udtalt, at der ikke er bevaret væsentlige arkæologiske interesser på et areal, og der ved anlægsarbejder alligevel bliver fundet arkæologisk interessante fund, skal arbejdet straks standses og det arkæologisk ansvarlige museum orienteres - jf. museumslovens § 27.
Udgiften til evt. nødvendig arkæologisk undersøgelse vil dog med baggrund i denne udtalelse fra det arkæologisk ansvarlige museum skulle betales af Kulturministeren jf. museumslovens § 27 stk. 5.2.
Det lokalt ansvarlige museum: Museum Vestsjælland, Arkæologisk afdeling: plan@vestmuseum.dk. (www.vestmuseum.dk)
Naturmiljø
Nærmeste internationale naturbeskyttelsesområde er Natura-2000 område nr. 156 Store Åmose, Skarresø og Bregninge Å, som er beliggende ca. 150 meter i syd-sydvestlig retning fra lokalplanområdet.
Nærmeste fredning ligger ca. 1 km i østlig retning og vedrører Bjergsted Bakker (reg. nr. 07948.00).
Planen vil ikke indirekte kunne påvirke naturtyper eller arter på udpegningsgrundlaget i det nærmeste Natura-2000 område, som ligger omkring Bregninge Å (N156) væsentligt. Det samme gør sig gældende for de bilag IV-arter, som lever omkring Bregninge Å. Det vurderes at deres yngle- og rastesteder ikke vil blive væsentligt påvirket og derved ikke forringet.
Planen berører ikke §3-beskyttede områder.
Der er til planen udarbejdet et besigtigelsesnotat af bevoksning ifm. Flagermusregistrering. Se bilag 4.
Jordforurening
Der er jf. Miljøportalen kortlagt et areal inden for området, som er forurenenet på vidensniveau 1 (kortlægningsnr. 00301-00026).
En realisering af planen vil indebære, at der skal graves og flyttes jord inden for lokalplanområdet. Ligeledes kan der være behov for at bortskaffe forurenet jord til godkendt modtageanlæg.
Der skal foretages anmeldelse af jordflytning til Kalundborg Kommune jf. BEK nr. 1452 af 07/12/2015 om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord.
Der planlægges ikke oplag i lokalplanområdet, der kan medføre jordforurening. Oplag vil i øvrigt blive reguleret i miljøgodkendelsen, så det sikres, at der ikke kan ske forurening af jorden i forbindelse med driften af virksomheden.
Figur 9 - V1 jordforurening
Spildevand
Der bliver ikke produceret processpildevand i anlægs- eller driftsfasen. Sanitært spildevand vil blive renset i nedsivningsanlæg efter nærmere aftale og tilladelse fra Kalundborg Kommune, eller opsamlet i septiktank svarende til eksisterende håndtering af sanitært spildevand inden for området.
Vandforsyning
Vandforsyningen af lokalplanområdet vil finde sted fra Kalundborg Vandforsyning.
Renovation
Af hensyn til fremkommeligheden i området skal køreveje for renovationsbiler og vendepladser indrettes efter reglerne i Kalundborg Kommunes Regulativ for erhvervsaffald, som kan læses på Kalundborg Kommunes hjemmeside www.kalundborg.dk.
Af hensyn til arbejdsmiljøet skal transportvejene mellem afhentningssted og renovationsbilerne leve op til kravene i Kalundborg Kommunes Regulativ for erhvervsaffald.
Servitutter
Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge- og anlægsarbejder.
Privatretlige byggeservitutter og andre tilstandsservitutter, der er uforenelige med lokalplan, fortrænges af lokalplanen i henhold til planlovens § 18.