Miljøvurdering

Lovkrav

I henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) LBK 4 af 3/1/2023 er kommunen forpligtet til at gennemføre en miljøvurdering, hvis en given plan må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

Screening

Til at vurdere en eventuel miljøpåvirkning har kommunen foretaget en ”screening”, dvs. en indledende vurdering af, om der skal gennemføres en egentlig miljøvurdering.
På baggrund af screeningen har Kalundborg Kommune vurderet, at en miljøvurdering ikke er nødvendig. 

Begrundelsen er:

- Lokalplanforslaget vedrører et lille område i Kalundborg Kommune og kan anses som en udvidelse af eksisterende virksomhed, der kan supplere den eksisterende produktion af betonelementer. Arealet ligger i et råstofindvindingsområde, og placeringen anses som hensigtsmæssig på grund af nærhed til de eksisterende fabriksfaciliteter, herunder skærvefabrikken, der leverer sand og grus til produktionen. Det vil derfor medføre en reduktion i transport af materialer, da produktionen hermed udelukkende vil foregå internt.

- Råstofplanen 2020 påpeger, at Region Sjælland ønsker, at råstofindvindingen koncentreres til færrest mulige graveområder, og at råstofressourcer udnyttes fuldt ud i tilknytning til eksisterende grave. Det vil i dette henseende være fordelagtigt at placere den nye blokfabrik med tilhørende lager- og oplagsplads i tilknytning til eksisterende virksomhed.

Konklusion

Det vurderes samlet, på baggrund af screeningen, at gennemførelse af lokalplanen med tilhørende kommuneplantillæg ikke vil have væsentlig indvirkning på miljøet, og at der derfor ikke skal udarbejdes en miljøvurdering. Der fastsættes bestemmelser i lokalplanen, der bidrager til at sikre, at planerne ikke medfører en væsentlig påvirkning af miljøet. På den baggrund vurderes det samlet, at planen ikke vil medføre væsentlige påvirkninger af miljøet i bred forstand.