Lokalplanens baggrund og område

Lokalplanen er udarbejdet for at muliggøre opførelsen af et konkret projekt for en tæt-lav boligbebyggelse i den nordøstlige del af byudviklingsområdet på Herredsåsen.

Lokalplanen erstatter en del af den gældende lokalplan nr. 513 for et boligområde ved Herredsåsen. Lokalplanen har fokus på at skabe gode rammer for en boligbebyggelse og dertilhørende friarealer samt at sikre den nødvendige infrastruktur. Derudover sikrer planen et grønt, offentligt tilgængeligt friareal, som består af en grøn kile og andre mindre landskabsrum. Friarealet har god relation til eksisterende natur og bevaringsværdige diger. Lokalplanen tager hensyn til de naturlig landskabsformer på Herredsåsen ved at placere boligbebyggelsen i den sydlige og mest jævne ende af lokalplanområdet. Herved bevares mest muligt af det naturlige landskab/terræn mod nord, som består af to mindre bakker og en naturbeskyttet sø.

 

Lokalplanområdet og dets omgivelser i målestok 1:2.000.  Luftfoto optaget 2019.

 

Lokalplanområdet

Lokalplanen omfatter et areal på ca. 2,1 ha i den nordvestlige udkant af Kalundborg. Planområdet ligger ca. 100 m nord for Herredsåsens nye vejføring med vejadgang fra parcelhusområdet Bakketoppen.

Området henligger i dag som ubebyggede markarealer, der mod syd og øst kantes af et beskyttet dige og levende hegn. Terrænmæssigt fremtræder området kuperet med lokale lavninger og 'knolde' beliggende i kote ca. 40 til 45 (DVR90). Nord for området falder terrænet yderligere til kote ca. 30. I en central lavning i området samt i den vestlige afgrænsning ligger to § 3 beskyttede søer.

Lokalplanområdet ligger i byzone.

Skråfoto af planområdet set fra nord.

Lokalplanområdets omgivelser     

Lokalplanområdet grænser mod nord og øst op til det åbne land, med spredte ejendomme bl.a. langs med Raklev Høje. Cirka 1 km mod vest ligger Raklev og Raklev Kirke.

Mod syd og vest grænser området op til øvrige dele af byudviklingsområdet på Herredsåsen, herunder det syd for liggende parcelhusområde ved Bakketoppen, der er under udbygning. De overordnede principper i den nugældende planlægning er, at arealerne syd for det bevaringsværdige dige skal rumme åben-lav bebyggelse, mens arealer nord for diget - herunder det aktuelle planområde - skal rumme tæt-lav bebyggelse.

Syd for lokalplanområdet ligger bydelens skole (Skolen på Herredsåsen) og institutioner, mens Kalundborgs bymidte ligger ca. 1,6 km syd for området.